Madkultur

Mit hjem er multikulturelt.

Selv om vi alle 4 har iriser i blågrå nuancer.

Og ansigter der i høj grad er spejle af hinanden.

På vores 105 m2 er vi samlet (i aldersrækkefølge):

1 stk Sydvestjyde, med baggrund i et solidt arbejder miljø hvor moren i alle hjem var hjemmegående/ufaglært og far var faglært med fagforeningensbogen stolt højt i højre hånd, selv med en mellemlang uddannelse, med interesse for jagt og fiskeri.

1 skt Vestjyde (jo der er forskel på sydvest og vest i jylland), med bagrund i hjem hvor både far og mor ofte var selvstændige erhvervsdrivende eller ledere, hvor arbejdet naturlig flød ind over aftner, weekender, ferier og fester, selv familiens første akademiker, med intresse for løb og køkkenhave.

1 stk Østjyde med interesse for kunst og naturvidenskab.

og

1 stk Østjyde med interesse for fodbold og økonomi.

I det daglige er det ikke så synligt at vi kulturelt stritter lidt i alle retninger. Der er masser af berøringsflader, og vi følger med i hinandens liv.

Men det er ret sjovt når vi to gange om året samler bedsteforældrene til børnefødselsdag. Det er normalt en ret voluminøs forsamling, da de alle er skilt og i nye forhold (sjovt nok alle inden for deres respective samfundsgruppe).

Dybest set forstår mine og Mandes svigerfamilier ikke hinanden. 

Stadigvæk.

Men de mødes i god ånd alligevel og har en hyggelig dag.

I mange år forstod min svigerfamilie heller ikke helt hvad Manden så i mig. 

Ikke sådan at de blandede sig i vores forhold.

Men de forstod simplethen ikke konceptet med at jeg læste og læste og ikke rigtigt fik løn eller job sikkerhed eller noget som helst værdifuldt ud af det. Mens Manden både skulle lægge sin løn og sin del af husarbejdet i projektet.

Hmm

Men så var det at jeg lærte at lave et smadder godt hvedebrød, en helt hæderlig lagkage og et ganske spiselig fødselsdagsaftensmåltid. 

Og god mad er noget vi alle kan forstå.

Blandt andet derfor har det i mange år plaget mig, at jeg ikke kan stable et skærbart rugbrød på benene.

Det er ikke fordi jeg ikke har prøvet!

I mange år er det ene rugbrød efter det andet smulret på skærebrættet. 

Og surdej efter surdej er boblet over med acetonelugt i frustration over at jeg hverken kunne bage rugbrød eller lade være med at forsøge.

Men i dag 

I dag har jeg taget et rugbrød ud af køleskabet. 

Et af dem med øl og honning i (elsker smagen af øllerbrød), som kom hel ud af formen (i sig selv en bedrift), ikke var 70% ultrahård skorpe (endnu en sejr), som som sædvanlig ikke var til at skære for 2 dage siden (helt afkølet på dagen efter det blev bagt).

Jeg skar to fine hele skiver.

HA!

Jeg tror måske mit rugbrødsproblem er et af de få i verden som går over af at ligge to dage på køl!

Handikappet

Det sker heldigvis ikke så tit.

Men i lørdags til havefesten var der en som med djævlens vold og magt ville lade mig vide hvor SEJ han syntes jeg er.

”Du er så SEJ.”

”Med det HANDIKAP du render rundt med!”

Ae på kinden

”Hvor vildt at du også har overskud til at være GLAD.”

Underforstået:

”Med det sølle liv skæbnen har givet dig er det da utroligt at du ikke ligger hulkende under dynen nonstop”

Tal for dig selv mand. Jeg har sku ikke noget dårligt liv.

Jeg er smask hamrende privilegeret!

(På trods af at jeg lige nu bliver ret overrasket over at Word mener det hedder privilEgeret og ikke privilIgeret, udtales det også med e?)

Jeg Kan Ikke Tåle Medlidenhed.

Hensyn ja tak.

Tekniske hjælpemidler ja tak, ja tak, ja tak.

Medlidenhed kan jeg ikke bruge til en fjert!

Jeg har dog lidt ondt af manden til havefesten som lige toppede sin faut pas op med at lægge an på mig. 

Han var tydeligvis socialthandikappet i situationen.

Måske var det bare rødvinen?

HOV

Der gik helt præcist 30 timer mellem en opringning fra Frisenborg efterskole og Datterens udflytning. 

Jeg troede vi kunne bruge et år på stille og roligt at vende os alle sammen til at hun skulle på efterskole i 10. 

Men så var der pludselig plads.

Pigen ville vildt gerne.

Jeg er ikke i tvivl om at det er det rigtige for hende.

Og jeg bor for første gang i mit liv i et hjem med overvægt af testosteron.

Nøj hvor er jeg TRÆT af at hoste!

Og så ikke et ord mere om det.

Jeg ved godt, at jeg er motorisk idiot.

Koreograferede danse, indviklede gymnastiske øvelser og det rette sving i haglgeværet er aldrig faldet mig let. Selv med ihærdig øvelse bliver det ikke naturligt.

Jeg troede dog at jeg godt kunne finde ud af de mest basale bevægelser.

Som at trække vejret.

Eller sætte det højre ben foran det venstre.

I forsommeren døbte min løbemakker mig "Stønneren" (hun er i øvrigt skadet pt, men kommer forhåbentligt stærkt tilbage). Det er åbenbart ikke normalt at trække vejret i takt med hvert skridt?

Jeg kunne godt have levet med hendes skæve smil, og med at lyde som en overophedet hund, hvis ikke mit mellemgulv gik i krampe over anstrengelserne.

Nu øver jeg mig i dybe, rolige vejrtrækninger.

Imellem hoste anfaldene.

På trods af mit mildest talt rolige tempo og langt fra forcerede program fik jeg ondt i højre ankel. Både under løbeturene og 2-3 dage efter. Sådan noget plejer for mig at være signal på at det er tid til tilbudsjagt på løbesko. Jeg idømte mig selv en kort løbepause og en filmet tur på indendørs løbebånd.

Det er iøvrigt ret typisk at det er højre fod/knæ/hofte som brokker sig først. Jeg pronerer meget mere på højre fod end på venstre. Så selv om jeg har fin støtte i skoene er der stadig en tydelig vinkel på højre ankel i nedslaget. Sådan så det da også ud på løbebåndet i Randers Storcenter. Ekspedienten bad mig om at løbe bredere.

?

Det tog mig nogle sekunder at regne ud hvad han mente og omsætte det til kommandoer til mine muskler.

Og så ramte både venstre OG højre hælkappe fint vinkelret på underlaget!

Det viser sig at jeg har ganske fin løbebevægelse i min venstre side…

og svinger det højre ben ind foran kroppen som om det var af træ, med foden drejet udad i en idiotisk vinkel.

Krist altså!

Nu deler jeg min løbeopmærksomhed ligeligt mellem vejrtrækning og bevægelsen i højre ben og hofte, mens jeg snegler mig af sted.

Huhej hvor det går.

Der findes ikke dårligt vejr

Ikke hvis man er klædt ordentligt på.

Og det var Datteren og jeg for et par uger siden.

Regntøj, sweatere og gummistøvler.

Med ekstra tøj og soveposer fornuftigt beskyttet af drybags og sorte sække i cykeltaskerne.

Det eneste jeg ikke tænkte på at proppe i lynlåsplastiskpose var min gamle håndværkermobil.

Den som har holdt til mig i 4-5 år, og kan kunne tåle at blive tabt på gulvet og ned i vandpytter uden at få mærkelig tiks af det.

Den lå i forlommen på min styrtaske. Lige ved hånden når der var et motiv, som skulle foreviges.

Allerede første dag druknende den i slagregn.

Så der er ingen billeder af vores cykeltur.

Men ellers var det lækkert.

Både telt og humør holdt til regnen hele vejen ned over grænsen.

Godt hjulpet på vej af daglige chokoladefix, og de blåbær, hindbær og kantareller vi fandt lands ruten.

Jeg indrømmer at de timer vi havde med tørvejr og vekslende skydække var lidt sjovere end dem med regn.

Alligevel er jeg begejstret over ferieformen.

Min krop nød at være i bevægelse det meste af dagen.

Mit dankort nød pausen.

Mit hoved nød den ro der ligger i at dagens vigtige beslutninger er få, eksistentielle (hvad, hvornår og hvor skal vi spise og/eller sove) og nemme at træffe.

Mit hjerte nød at være tæt på min pubertetsramte førstefødte på så fin en måde. På sådan en tur er der masser af plads til både at cykle alene og sammen, og tid til at snakke uden at blive distraheret af computere og krimiserier i TV. 

Vi gør det igen!

Og jeg håber vi kan lokke families beholdning af Y kromosomer med også.

Oprejsning

For nogle uger siden var jeg flov over at blive nedlagt af en simpel forkølelse.

Det er jeg ikke mere.

Infektionen er blevet podet, genotypet og anderkendt som kighoste.

Selvom det er en bakterieinfektion, hjælper antibiotika ikke når man først har hostet et par uger. Det er nemlig ikke så meget bakterievæksten i lungerne som generer nu, men mere eftervirkningerne af deres giftstoffer.

Så vi hoster stadig hjemme hos os. Især Datteren hvis vedholdende gøen til sidst fik os til lægen.

Prognosen er en 2 uger med forkølelse fulgt af 30-40 dage med hoste og så en 2-3 uger til at komme sig helt. Vi er allerede på bagsiden af det værste, smitter ikke voldsomt længere, og kan forvente at være raske når sommeren slutter.

Og nu til det sprøgsmål som jeres fingre brænder for at taste ind.

Kan man løbe med kighoste?

Ja.

Jeg var nok lidt overivrig og troede at jeg skulle løbe 12 km med 6.30 minut pr km lige så snart feberen var væk.

Jeg kæmpede mig op på 8 km, med indlagte pauser, før jeg opgav. Sjovt nok hoster jeg ikke, mens jeg løber. Men der var ikke rigtigt ilt i luften.

Nu går det meget fint, så længe jeg holder farten nede, og med lidt forsigtighed tror jeg stadig, jeg kan løbe 21 km til september.

Hvem ved måske virker løb med lungeinfektion lidt som at træne i højden?
(dette er en joke og ikke en opfordring til at opsøge den epidemi som er i gang pt)

Pause billede

Jeg har flere blogindlæg i hovedet.

Men de har åbenbart ikke så stort behov for at komme ud lige nu.

Det har jeg til gengæld.

Jeg har brugt en formue på cykel, cykeltasker, telt, liggeunderlag og soveposer.

Datteren påstår nemlig at hun godt gider en cykelferie med mig.

5 dage med start i Viborg, overnatning på naturlejerpladser og i friskove.

Lejerplads og shelter ved Lauerbjerg. Lækkert sted.

Så lidt planlægning som overhovedet muligt.

Måske når vi Padborg?

Den hanlige del af familien ville få fnidder og panik over den løse organisation så de bliver hjemme.

Forresten
Spejdersport regner med at deres produkter er så intuitive at de ikke behøver nogen vejledning.

De har langt hen af vejen ret.

Her står teltet fx så fint

Men er der nogen som ved hvad de her er til?