Nøj hvor er jeg TRÆT af at hoste!

Og så ikke et ord mere om det.

Jeg ved godt, at jeg er motorisk idiot.

Koreograferede danse, indviklede gymnastiske øvelser og det rette sving i haglgeværet er aldrig faldet mig let. Selv med ihærdig øvelse bliver det ikke naturligt.

Jeg troede dog at jeg godt kunne finde ud af de mest basale bevægelser.

Som at trække vejret.

Eller sætte det højre ben foran det venstre.

I forsommeren døbte min løbemakker mig "Stønneren" (hun er i øvrigt skadet pt, men kommer forhåbentligt stærkt tilbage). Det er åbenbart ikke normalt at trække vejret i takt med hvert skridt?

Jeg kunne godt have levet med hendes skæve smil, og med at lyde som en overophedet hund, hvis ikke mit mellemgulv gik i krampe over anstrengelserne.

Nu øver jeg mig i dybe, rolige vejrtrækninger.

Imellem hoste anfaldene.

På trods af mit mildest talt rolige tempo og langt fra forcerede program fik jeg ondt i højre ankel. Både under løbeturene og 2-3 dage efter. Sådan noget plejer for mig at være signal på at det er tid til tilbudsjagt på løbesko. Jeg idømte mig selv en kort løbepause og en filmet tur på indendørs løbebånd.

Det er iøvrigt ret typisk at det er højre fod/knæ/hofte som brokker sig først. Jeg pronerer meget mere på højre fod end på venstre. Så selv om jeg har fin støtte i skoene er der stadig en tydelig vinkel på højre ankel i nedslaget. Sådan så det da også ud på løbebåndet i Randers Storcenter. Ekspedienten bad mig om at løbe bredere.

?

Det tog mig nogle sekunder at regne ud hvad han mente og omsætte det til kommandoer til mine muskler.

Og så ramte både venstre OG højre hælkappe fint vinkelret på underlaget!

Det viser sig at jeg har ganske fin løbebevægelse i min venstre side…

og svinger det højre ben ind foran kroppen som om det var af træ, med foden drejet udad i en idiotisk vinkel.

Krist altså!

Nu deler jeg min løbeopmærksomhed ligeligt mellem vejrtrækning og bevægelsen i højre ben og hofte, mens jeg snegler mig af sted.

Huhej hvor det går.