onsdag den 25. juli 2012

Der findes ikke dårligt vejr


Ikke hvis man er klædt ordentligt på.

Og det var Datteren og jeg for et par uger siden.
Regntøj, sweatere og gummistøvler.

Med ekstra tøj og soveposer fornuftigt beskyttet af drybags og sorte sække i cykeltaskerne.

Det eneste jeg ikke tænkte på at proppe i lynlåsplastiskpose var min gamle håndværkermobil.

Den som har holdt til mig i 4-5 år, og kan kunne tåle at blive tabt på gulvet og ned i vandpytter uden at få mærkelig tiks af det.

Den lå i forlommen på min styrtaske. Lige ved hånden når der var et motiv, som skulle foreviges.

Allerede første dag druknende den i slagregn.

Så der er ingen billeder af vores cykeltur.

Men ellers var det lækkert.

Både telt og humør holdt til regnen hele vejen ned over grænsen.
Godt hjulpet på vej af daglige chokoladefix, og de blåbær, hindbær og kantareller vi fandt lands ruten.

Jeg indrømmer at de timer vi havde med tørvejr og vekslende skydække var lidt sjovere end dem med regn.

Alligevel er jeg begejstret over ferieformen.

Min krop nød at være i bevægelse det meste af dagen.

Mit dankort nød pausen.

Mit hoved nød den ro der ligger i at dagens vigtige beslutninger er få, eksistentielle (hvad, hvornår og hvor skal vi spise og/eller sove) og nemme at træffe.

Mit hjerte nød at være tæt på min pubertetsramte førstefødte på så fin en måde. På sådan en tur er der masser af plads til både at cykle alene og sammen, og tid til at snakke uden at blive distraheret af computere og krimiserier i TV. 

Vi gør det igen!

Og jeg håber vi kan lokke families beholdning af Y kromosomer med også.

8 kommentarer:

  1. Dejligt at I havde en god tur. Det ER nemlig en fed måde at være sammen på. Og vejret får ikke samme betydning, som hvis man havde siddet indendøre og kigget ud på det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er det mærkelige ved det.
      Havde vi siddet hjemme i stuen ville det have været surt og koldt sommervejr.
      Nu var det i stedet fantastisk at vi næsten alle dage havde tørvejr både når teltet skulle op og ned.
      Der var også en lille smule vilje med i billedet.
      Vi VILLE have en god tur!
      Så det fik vi.

      Slet
  2. Det lyder som alle tiders måde at holde ferie på - selv om jeg med alderen er levet mere magelig er jeg stadig den der elsker fysiske udfordringer og primitivitet i en periode. Og gerne med fede hyggestunder med unger - mand får jeg vist ikke med på den slags... Jeg drømmer om en vandreferie på Island eller Alperne med en masse heftige op-og-ned ture, eller cykler et eller andet sted. Indtil da nøjes jeg med snescootere og marathonløb.
    Kighoste - det troede jeg man blev vaccineret for, eller det er måske kun i Israel?
    Sejt løbet og selvfølgelig tager du den halv marathon i september - Carpe diem!!! Som du siger, viljen driver værket!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke ville være begejstret for at bo permanent på 2-3m2 uden varmt vand og med et køkken kun bestående af et spritblus og en lommekniv.
      Men som afveksling elsker jeg enkeltheden i det.
      Jeg har fået et halvt tilsagn fra Manden om en vandretur til næste år. Jeg er dog ikke vild med tanken om at bære telt og anden oppakning på ryggen.
      Men det er vel som alt andet et spørgsmål om træning, kun at pakke det livsnødvendige og langsom opstart.
      Jeg ville elske at komme tilbage til Island og nulre rundt med god tid. Jeg har kun været der på konference, og var som sædvanlig alt for pligtopfyldende til at få set mig ordentligt omkring.
      Ungerne er skam vaccineret. Man kan dog godt blive smittet alligevel (også hvis man har haft kighoste før), og kighoste epidemier er åbenbart helt normalt. Forløbet bliver heldigvis mildere hvis man er over 2 år og hvis immunforsvaret kan genkende bakterien. Så vi er ikke i livsfare.
      Selvfølgelig nupper jeg de 21 km. Det bliver bare ikke med den hastighed som jeg havde ønsket.

      Slet
  3. Hvor det lyder hyggeligt - men jeg er vist lidt for doven til at kaste mig ud i en cykelferie :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Man behøver jo hverken at cykle hurtigt eller langt.
      Vores tur var i den grad i lavt gear, da min datter er et menneske i meget udpræget Zen.

      Ferie handler om at slappe af fra hverdagen og lade op til den kommer igen.
      Det kan gøres på mange måder.
      Med et meget stille siddende arbejde og et ton af ting som hele tiden skal over- og afvejes, var det ren afslapning for mig at tulre rundt på to hjul.

      Slet
  4. " Der findes ikke dårligt vejr

    Ikke hvis man er klædt ordentligt på."

    Jo der gør. Regnvejr og cykling passer ikke godt sammen, slet ikke når det dagen forinden har regnet så meget, at der er nyskyllet grus inden over hele vejbanen igen og igen. Når man så kommer cyklende med smalle dæk uden meget mønster i regnvejr, så er risikoen for punkteringer meget stor, og ligegyldigt hvilken påklædning man har på, så er det ikke rart, at stå i vejkanten og lappe cykel i regnvejr.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ved Tinnetkrat, hvor grusvejen flere steder var skyllet helt væk, var det ikke så let at cykle.
      Slet ikke med tung oppakning, på trods af mine brede og dybt mønstrede dæk.

      Jeg får lyst til at drille med at det måske ikke er ordentlig påklædning hvis man har iført sig smalle dæk i regnvejr ;-). Men må indrømme at jeg formentlig ikke ville have syntes det var sjovt at lappe cykel uanset vejret.
      Er det ikke også lidt bøvlet at få limen til at holde på en våd slange?
      Jeg krydser fingre for at du ikke løber ind i kombinationen af grus, regn og behandlingskrævende hul igen.

      Slet