Pigen Som Ikke Ville Vokse I

Der var en gang for længe siden en træt Pige, som ikke ville vokse.
Hun havde de mindste små hænder, det mest nuttede bitte lille ansigt, og fødder så små at hendes Moder frygtede at Pigen aldrig ville nå voksenstørrelserne i skobutikken.

Pigen ville gerne drikke kakaomælk, men alt andet nærende blev afvist bestemt og viljefast. Hun sagde al mad gav hende ondt i maven og gjorde hende ganske kvalm. Den stakkels bekymrede Moder gav Pigen kakaomælk fra morgen til aften. Hvilket ikke var så sjovt for Pigens storesøster, der bestemt ikke skulle tage på, og pænt måtte drikke vand og spise maden, mens det lille myr fik et sugerør i glasset med den forjættende matilde.

Hovedet på bloggen

Denne blog er noget rod.

Jeg bruger den som overløb for ting som fylder i mit hoved, og lige nu er der en ny historie som banker på og vil ud.

Det bliver en føljeton sådan som det var moderne for adskillelige telefonmodeller siden.

Beklager.

Bare Børn

Noget musik fænger med det samme, allerede ved andet omkvæd synger du med og efter 3. gennemlytning er den måske ved at blive lidt slidt.

Noget musik skal høres et sted mellem 5 og 10 gange før man fatter rytmen, larmen, nødvendigheden. Sådan et stykke kan jeg oftest høre i årevis, og blive lige lykkelig over det hver gang.

Og så er der den sidste slags musik. Den som allerede efter ¼ af nummeret lyder triviel, og årh nej det bliver ved. Men som ved 4. lytning bliver interessant og derefter fuldstændigt i strid med alle naturlove bliver ved med at blive bedre for hver ny gang du sætter den på.

Meget af Patti Smiths musik falder i den anden kategori. Den sidste kategori har jeg kun hørt fra hendes hånd.

Jeg har en enkelt gang oplevet hende live. Midt i fuldstændig vandvittig arbejdsstressperiode tog jeg en aften ud af min laboratorietid og brugte den sammen med Manden i selvskab med denne spinkle kvinde som havde en helt utrolig stor autoriet.

Hun læste op af Blake (tror jeg det var).

På et propfuldt Train i Århus (jo det var den gang Århus var smilets by).

Når baggrundstøjen blev for voldsom, holdt hun mund. Kikkede ud over mængden. Ventede indtil vi viste Blake den fornødne respekt og opmærksomhed før hun fortsatte.

Og nu fås hun også som prosa.

Jeg vidste jeg ville læse ”Just Kids”. Men var i tvivl om hvor let tilgængelig den ville være.

Når det ikke lige handler om musik må jeg indrømme min indgang til kunst er doven.

Hvis ikke et værk taler direkte til mine følelser taber jeg interessen.

Der må meget gerne være noget intellektuelt gods med også.

Meget meget gerne.

Men værker som først og fremmest er en kommentar til et værk som er en kommentar til et andet værk der spejler Nitzes næsehår set gennem en metafysisk elegisk tåge keder mig.

Jeg vil ikke ud i en debat om lort på dåse mon er mere eller mindre kunst end mit ynglings aversions værk som hænger på Herning Kunst museum:

”Hvid Uld på Blåt Fløjl”

Værket består af en ramme hvor i er udspændt blåt fløjl hvor på er påsat en hvid tot uld.

Fascinerende.

Men den debat tager vi ikke fordi det er et sidespring.

Jeg var lidt nervøs for om jeg skulle slæbe mig igennem Just Kids på samme måde som jeg slæbte mig igennem Foucaults pendul. Med endeløse opremsninger af meget kloge folks meget kloge tanker. 

Det skal dog retvisende påpeges at Eco råder bod på det, de sidste 10 sider, som er forrygende god og indsigtsfuld læsning.

Min frygt var helt og aldeles ubegrundet.

Hendes stemme taler ærligt, sikkert og i et fantastisk sprog om Robert, Patti, New York og Kunst.

Jeg slugte bogen på 1 ½ dag, hvilket er alt, alt for hurtigt.

Men sproget er så smukt og jeg blev aldeles fanget af historien. På trods af en åbenlys mangel på identifikationspunkter mellem mit liv og deres historie. På trods af at jeg ikke rigtigt kender mange af de digtere og billedkunstnere som bliver nævnt i bogen af andet end navn og meget få overfladiske fakta.

Jeg lægger den lidt til side nu. Men læser den snart igen.

Langsomt, i små bidder, og højt for Manden.

Han vil insistere på at få at finde ud af hvem ham Rimbaud egentlig var.

PS. Hun er heller ikke vild med Andy Warhols værker. En kvinde med smag er hun.

Imens i en anden del af bevidstheden…

Jeg kom til at give mig selv tre bøger i fødselsdagsgave.

Og så fik jeg en af Manden.

Og Datteren kom hjem fra efterskole med sumobrødre under armen.

Siden jeg knækkede koden på Brita ridder Hubertusjagt, har jeg vist at der ikke er noget, som er så slemt at det ikke kan læses væk.

Det virker stadigt uhyggeligt godt. 

Men

Lige om lidt kommer jeg tilbage til verden (og bloggen) igen… 

bare lige én bog til.

Godt muslingespisnings råd

Når du sidder på en fin fiskerestaurant og får muslingesuppe skal du ikke tænke på hvordan søstjerner får lukkemusklen på muslinger til at give op og slippe.

Når du tænker på søstjerners åbnefif med en blåmusling på vej ind i dit eget gab, skal du ikke visualisere det.

Når billedet af søstjernens søgende, udkrængede og sekrerende mave har ramt din indre nethinde, skal du ikke dele det med selskabet!

Det sidste magtede jeg faktisk i aftes.

Måske når jeg alligevel at blive rigtig voksen inden jeg fylder 40 om et år?

Cyberomsorg virker

Jeg bliver den ene gang efter den anden overrasket over hvor let mine følelser kan falde på plads og få helt fornuftig og proportionel størrelse.

Bare ved at jeg lufter dem og nogen lytter.

Helt uden at tingenes faktiske stilling ændrer sig en tøddel.

Fantastisk er det!

Heldigvis blev hele min uge 42 ikke fyldt ud af ørkesløs pendulfart til postkassen.

Vi var i Nørre Lyngvig til fernisering på en udstilling af min oldefars værker. Jeg kender kun manden gennem de af billederne som er gået i arv til min del af familien. Men her var gamle avisklip der dokumenterede at hans humor lignede min fars, min og min datters. Selvom den lige kulturarv blev brudt da min farfar døde kun 2 år efter min fars fødsel.  

Der var en dobbelt forelæsning om evolution i Ålborg, hvor de studerende lo alle de rigtige steder. Det kan godt være at det er med lov land skal bygges, men undervisning skal bygges med humor. Det er faktisk også en rigtig god måde at tjekke om folket er helt med… ellers kan de nemlig ikke forstå det sjove.

Jeg fik strikket den første 1/6 af en ting som begynder med p som jeg ikke kan stave til. Det der overbeklædningstykke indianerne bruger i Peru. I koboltblå økould. Den bliver knusvarm.

Vi holdt backgammonturnering. Jeg vandt samlet og fik hylet Datteren helt ud af den ved at komme med velmente strategiråd (hun er lige straks 16, det er min pligt). Men så slog hun mig stort i 21.

Vi drak varm ultrachokolade (1 l mælk, 100 g mørk chokolade (min.70%), 7 spsk sukker, 1 dl kakao og 1 tsk instant kaffe) og spiste hvedebrød.

Manden og jeg fik talt og sovet længe og tungt i arm.

Sønnen interviewede mig til noget skolearbejde om at rejse ud til konferencer.

Hunden og jeg løb 14 smukke km.

Hele familien var i flere omgange ude for at handle ind til "den store julekage", den står nu og sopper i rom.

Og vi spiste røget daps, laks, fiskefrikadeller, hellefisk og ål for en formue. Tak til Arne som bliver 80 lige om lidt, men stort set ikke har ændret udsende siden jeg var barn. Når jeg bliver gammel vil jeg lære at dosere mine ord med lige så stor omhu som han gør. Uden EN overflødig stavelse.

Livet er altså meget mere end bekymringer!

De ord jeg ikke siger højt… endnu

Øhh ja... jeg er lidt stille.

Jeg har fået bekræftet, at jeg ikke er helt nem at tappe blod af.

Og har lært en masse nye fremmedord.

Jeg plejer ellers at synes at fremmedord er lækre. Nu er jeg ikke helt sikker på om google stadig er min ven.

Men er til gengæld overbevist om at jeg og de der ord nok skal lære at komme helt fint ud af det med hinanden.

Når altså jeg først lige får helt styr på hvormeget og hvordan jeg og de er flettet sammen.

Indtil da giver de mig lidt kvalme.