Bare Børn

Noget musik fænger med det samme, allerede ved andet omkvæd synger du med og efter 3. gennemlytning er den måske ved at blive lidt slidt.

Noget musik skal høres et sted mellem 5 og 10 gange før man fatter rytmen, larmen, nødvendigheden. Sådan et stykke kan jeg oftest høre i årevis, og blive lige lykkelig over det hver gang.

Og så er der den sidste slags musik. Den som allerede efter ¼ af nummeret lyder triviel, og årh nej det bliver ved. Men som ved 4. lytning bliver interessant og derefter fuldstændigt i strid med alle naturlove bliver ved med at blive bedre for hver ny gang du sætter den på.

Meget af Patti Smiths musik falder i den anden kategori. Den sidste kategori har jeg kun hørt fra hendes hånd.

Jeg har en enkelt gang oplevet hende live. Midt i fuldstændig vandvittig arbejdsstressperiode tog jeg en aften ud af min laboratorietid og brugte den sammen med Manden i selvskab med denne spinkle kvinde som havde en helt utrolig stor autoriet.

Hun læste op af Blake (tror jeg det var).

På et propfuldt Train i Århus (jo det var den gang Århus var smilets by).

Når baggrundstøjen blev for voldsom, holdt hun mund. Kikkede ud over mængden. Ventede indtil vi viste Blake den fornødne respekt og opmærksomhed før hun fortsatte.

Og nu fås hun også som prosa.

Jeg vidste jeg ville læse ”Just Kids”. Men var i tvivl om hvor let tilgængelig den ville være.

Når det ikke lige handler om musik må jeg indrømme min indgang til kunst er doven.

Hvis ikke et værk taler direkte til mine følelser taber jeg interessen.

Der må meget gerne være noget intellektuelt gods med også.

Meget meget gerne.

Men værker som først og fremmest er en kommentar til et værk som er en kommentar til et andet værk der spejler Nitzes næsehår set gennem en metafysisk elegisk tåge keder mig.

Jeg vil ikke ud i en debat om lort på dåse mon er mere eller mindre kunst end mit ynglings aversions værk som hænger på Herning Kunst museum:

”Hvid Uld på Blåt Fløjl”

Værket består af en ramme hvor i er udspændt blåt fløjl hvor på er påsat en hvid tot uld.

Fascinerende.

Men den debat tager vi ikke fordi det er et sidespring.

Jeg var lidt nervøs for om jeg skulle slæbe mig igennem Just Kids på samme måde som jeg slæbte mig igennem Foucaults pendul. Med endeløse opremsninger af meget kloge folks meget kloge tanker. 

Det skal dog retvisende påpeges at Eco råder bod på det, de sidste 10 sider, som er forrygende god og indsigtsfuld læsning.

Min frygt var helt og aldeles ubegrundet.

Hendes stemme taler ærligt, sikkert og i et fantastisk sprog om Robert, Patti, New York og Kunst.

Jeg slugte bogen på 1 ½ dag, hvilket er alt, alt for hurtigt.

Men sproget er så smukt og jeg blev aldeles fanget af historien. På trods af en åbenlys mangel på identifikationspunkter mellem mit liv og deres historie. På trods af at jeg ikke rigtigt kender mange af de digtere og billedkunstnere som bliver nævnt i bogen af andet end navn og meget få overfladiske fakta.

Jeg lægger den lidt til side nu. Men læser den snart igen.

Langsomt, i små bidder, og højt for Manden.

Han vil insistere på at få at finde ud af hvem ham Rimbaud egentlig var.

PS. Hun er heller ikke vild med Andy Warhols værker. En kvinde med smag er hun.