”Alle dine levertal er stadigt fine, nyrerne ser normale ud,
og der er virkelig ingen grund til at blive ved med at tage prøver.”
Lægen kikkede væk, som om hun kedede sig.
”Du må lære at leve med det.”
Hun var ikke overrasket, ja ikke engang ærgerlig, over
manglen på afklaring. Smerterne var selvfølgeligt trælse, men hun mærkede dem
ikke rigtigt mere.
De kom, de gik, og hun var for opslugt af sit liv til at tage sig af dem.
Hvis hun kunne slippe for jævnligt at ligne en narkoman med
virkeligt dårligt boldøje, op og ned af armene ville det faktisk være OK med
hende.
Da hun gik var blikket rettet mod foråret, flytningen og
forholdet.
Kroppen måtte vel følge med, selvom der langsomt blev mindre
og mindre af den.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar