Cyberomsorg virker

Jeg bliver den ene gang efter den anden overrasket over hvor let mine følelser kan falde på plads og få helt fornuftig og proportionel størrelse.

Bare ved at jeg lufter dem og nogen lytter.

Helt uden at tingenes faktiske stilling ændrer sig en tøddel.

Fantastisk er det!

Heldigvis blev hele min uge 42 ikke fyldt ud af ørkesløs pendulfart til postkassen.

Vi var i Nørre Lyngvig til fernisering på en udstilling af min oldefars værker. Jeg kender kun manden gennem de af billederne som er gået i arv til min del af familien. Men her var gamle avisklip der dokumenterede at hans humor lignede min fars, min og min datters. Selvom den lige kulturarv blev brudt da min farfar døde kun 2 år efter min fars fødsel.  

Der var en dobbelt forelæsning om evolution i Ålborg, hvor de studerende lo alle de rigtige steder. Det kan godt være at det er med lov land skal bygges, men undervisning skal bygges med humor. Det er faktisk også en rigtig god måde at tjekke om folket er helt med… ellers kan de nemlig ikke forstå det sjove.

Jeg fik strikket den første 1/6 af en ting som begynder med p som jeg ikke kan stave til. Det der overbeklædningstykke indianerne bruger i Peru. I koboltblå økould. Den bliver knusvarm.

Vi holdt backgammonturnering. Jeg vandt samlet og fik hylet Datteren helt ud af den ved at komme med velmente strategiråd (hun er lige straks 16, det er min pligt). Men så slog hun mig stort i 21.

Vi drak varm ultrachokolade (1 l mælk, 100 g mørk chokolade (min.70%), 7 spsk sukker, 1 dl kakao og 1 tsk instant kaffe) og spiste hvedebrød.

Manden og jeg fik talt og sovet længe og tungt i arm.

Sønnen interviewede mig til noget skolearbejde om at rejse ud til konferencer.

Hunden og jeg løb 14 smukke km.

Hele familien var i flere omgange ude for at handle ind til "den store julekage", den står nu og sopper i rom.

Og vi spiste røget daps, laks, fiskefrikadeller, hellefisk og ål for en formue. Tak til Arne som bliver 80 lige om lidt, men stort set ikke har ændret udsende siden jeg var barn. Når jeg bliver gammel vil jeg lære at dosere mine ord med lige så stor omhu som han gør. Uden EN overflødig stavelse.

Livet er altså meget mere end bekymringer!