En af grundende til at jeg ikke kan forstille mig, at jeg bliver træt af løb, er at turene er så forskellige. Selv dem, som er på samme rute med samme fart og distance.
Efter et års løb kan jeg dog godt begynde at kategorisere dem.
Der er de fantastiske ture, hvor benene er lette hele vejen igennem. Jeg løber hurtigere og lettere, end jeg troede, jeg kunne. Måske fordi jeg har spist rigtigt, sovet tilpas og haft præcist den rigtige mængde restitution? Hele resten af dagen smutter jeg rundt med ekstra energi, og nyder at jeg trækker vejret lidt dybere, end jeg plejer. Det er sikkert noget selvsuggestions noget, men jeg syndes, jeg kan mærke, at min krop har ekstra brug for ilt i flere timer efter et løb. Musklerne arbejder anderledes i hele kroppen. På en god måde.
Der er de ture, som starter lidt for godt og lidt for hurtigt. Hvorefter jeg løber lidt tør for energi, får tunge ben og må sætte farten ned hjem. Så ærger jeg mig lidt. Eller beslutter mig for, at det er fordi, jeg er løbet tør for oplagret kulhydrat, og bagefter er gået over til fedt. Så jeg helt sikkert har tabt mig flere gram på den tur.
Der er de ture, som starter så tungt, at jeg tænker, det her bliver godt nok en lang tur! Men så får jeg løbet mig varm, får ekstra energi og kunne sagtens løbe mere, når uret står på den distance, jeg har besluttet mig for. Sådan en tur gør mig grundglad, og giver mig lyst til at kunne løbe virkelig langt.
Og så er der den sidste kategori. Den føltes helt ny ,da jeg løb ind i den sidste weekend. Men når jeg tænker mig om, var mine første 3 løbeture i april 2010 også af den skuffe.
Der er de ture, som er rigtigt tunge i starten og hverken bliver nemmere eller hårdere på ruten. Jeg har mest lyst til, at smide mig i sofaen og nuppe en lur bagefter.
Jeg har haft to af dem på 6 dage. Og da begge ture var en forlægelse af min max løbe distance (til først 14 og siden 15 km), synes jeg, det var et træls tidspunkt, den kategori dukkede op igen. 15 km er ret langt med tunge ben.
Der er selvfølgelig en naturlig forklaring. De 14 km var den første tur efter en osteopat behandling. Selv om jeg indlagde en ekstra hviledag, var alle mine muskler stadig lige ved at finde ud af, hvordan de nu skulle samarbejde, efter der var blevet pillet ved dem.
Et par dage efter tog jeg hul på en ny uge med en 5 km tempotur og barberede et minut af min rekord på distancen.
(hip hip, men stadig mere end de 30 min jeg gerne ville kune løbe den på)
Jeg var helt flad bagefter. Den tur ville dog ikke have givet mig problemer 3 dage senere, hvis ikke jeg havde arvet en omgangssyge, som brød ud natten efter. Som det var, var jeg ganske flad i lørdags, og holdt meget skarpt øje med km-tælleren så jeg kunne stoppe lige så snart de 15 var nået.
Og sådan gik det til, at jeg på 6 dage slog mig selv i tre løbe ture ud af tre, og havde de to mest trælse løbeture i min korte løbehistorie.
Det der nu undrer mig lidt, er at jeg ikke et sekund under vejs seriøst var i tvivl om, at jeg ville løbe efter planen.
Normalt er jeg ikke så viljefast, med mindre det gælder mine unger eller mine fluer (arbejde altså).
Tænk hvis jeg kan overføre lidt af den karakterstyrke til mine spisevalg. Eller til min artikelskrivning (arbejde igen).
For dælen da...
