DaDa

Går igennem et visumansøgningsforløb som får dadaismens digte til at ligne 70’er socialrealisme om en kassedame ved navn Ruth.

Det er simpelthen så grotesk morsomt, som hver dag bringer en ny absurditet.

Tænk sig, i dag fik jeg at vide, at jeg slet ikke behøvede at skrive det magiske nr. (som jeg har ventet på siden fredag) på ansøgningen.

Til gengæld var min ansøgning blevet væk til trods for at mit tracking nr. sagde at den var blevet behørigt afleveret. 

Rolig, den er blevet fundet igen. I den rigtige afdeling.

Jeg er begyndt at se mig omkring efter den store lodne mikrofon og de rullende kameraer. Det føles ligesom en af de der uendelige TV serier, som skrives af skiftende forfattere. Hvor eneste regel er, at hvert afsnit efterlader personerne præcist der, hvor de hele tiden har været, så næste afsnit uforstyrret kan spinde og afslutte den næste intrige.

Nå, men den søde telefonpige, som har en muskelsvindslignende sygdom og derfor har fået taget et utal af genetiske test (jamen jeg sagde jo at de snakker åbent hernede), forsikrede mig om at vi ikke har ulovligt ophold i landet her til midnat, og så må vi jo tro på det.

Og nu glæder min bankrådgiver sig til at se vores billeder hernede fra?

Det er godt jeg har besluttet mig for at åbne op, den gamle mig var helt sikkert ikke klar til et så forpligtende forhold til mit pengeinstitut.