tirsdag den 12. april 2011

fra Motionsløb.dk: 4/10/10: Nedtur under nedstigning

Så er uge 40 her. Jeg har besluttet mig for et halvmaraton program (5-21km), som jeg starter fra uge 5. Der er jo ingen grund til at bruge 5 uger på at løbe kortere end jeg allerede kan. Fremover kommer mine uger så til at starte om søndagen. Den lange tur ligger nemlig som den første tur på ugen Wink.
Men jeg fik mine 7 km i dag. Efter først at have fuldt datteren på hendes dag 1 af uge to, tog jeg videre på min ”lange” rute. Jeg har prøvet at holde dampen oppe i den forgangne hvileuge ved at tage 10 km på motionscyklen med en puls på 130+. Ikke at det giver noget på kondikontoen, men det kan holde ved lige. Og det gik fint. Jeg tøffede op af den bløde side af bakken og forsatte også videre i løb. Der var en god vind, så jeg blev ikke for gennemsvedt.
Benene bestemte rytmen og jeg tænkte på … ingen ting tror jeg. Først efter 3 km gik det op for mig at jeg sneglede mig af sted med 8 min pr km! Så tror da pokker at det går fint. Jeg skar et minut af kilometer tiden, uden problemer. Jeg skal altså lige huske at tjekke min fart en gang imellem. Der er jo ingen grund til at krybe, hvis jeg faktisk har luft og ben til at løbe.
Da jeg startede nedstigningen af min bakketræningsbakke kunne jeg mærke mine knæ igen. Ikke en skarp smerte men alligevel. Jeg tog tre minutter gående ned i græsrabatten. Det sidste minut ned luntede jeg, og så frisk op i fart. Øv det er surt at måtte ned og gå, når jeg lige løber allerbedst. Måske skal jeg prøve ruten baglæns på søndag? Hvis nu den stejle bakke er så slem nedad for mine knæ, kan jeg jo tage den opad. Så bliver det de blødere bakker jeg skal ned af. Og afslutningsspurt på den ultraflade cykelsti. Lige nu lyder det som en rigtig god plan.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar