Uhandi-kap

Handikap er noget, man har, når der er noget, man ikke kan. Noget som ellers er let for de fleste.

 Jeg er normalt godt hjulpet af HA (HøreApparater), mundaflæsning og blufærdighedsmangel. Jeg siger gerne hva’ for 4. gang i streg, hvis jeg ikke kan høre, og beder jævnligt folk om at se på mig og tage hånden væk fra munden.

 Normalt er jeg altså ikke hørehandikappet blot drøn irriterende.

I onsdags var det anderledes:

Vi er et par stykker som venter på sporvognen, da et forholdsvis dybt påvirket stykke kvinde støder til. Min (også kvindelige) medventer rykker uroligt på sig, og jeg tænker at det egentligt må være træls at blive mødt med fordomme alle vegne. Kvinden har jo intet gjort os. Jeg vandrer frem og tilbage ved stoppestedet. Da sporvognen endelig arriverer, råber kvinden noget.

Til mig?

Jeg kan dog ikke høre hvad.

Hun snøvler, sporvognen larmer og jeg har ikke mine HA på i trafikken (det larmer jo).   

Vi stiger på, og hun bliver ved med at tale.

Selv når jeg står og stirrer hende direkte i ansigtet, kan jeg ikke forstå, hvad hun siger.

Jeg sætter mig ned finder mine HA, tænder og retter igen min opmærksomhed og øjnene mod kvinden:

”DU SKAL KRAFTEDME IKKE GLO PÅ MIG! JEG PANNER DIG EN! TRO IKKE AT JEG IKKE VIL GØRE DET! FOR DET VIL JEG! JEG SMAKER DIG LIGE PÅ NÆSEN! DU SKA SAFT SUSEME IKKE SE MIG I ØJNENE”

Godt så! I onsdags var jeg handikappet.

(Jeg overvejede kun meget kort, om jeg skulle forklare hele mundaflæsnings proceduren. Hun var ikke inden for min pædagogiske horisont. Jeg nøjedes med ikke at se på hende og hun faldt langsomt ned igen. Det tog lige en 20 minutters tid, inden jeg kunne se det barokt sjove i historien).

Billeder og nye tider

Nu er de officielle tider sat på, og jeg har fordøjet dem.

Jeg løb distancen på 2:23:31. Det placerer mig på en 6646. plads ud af 7514 deltagere.

Og ved I hvad?

Det er fuldstændigt inderligt ligegyldigt.

Når man kan havde det sådan på den sidste km.

Og føle det sådan bagefter.

I får da også lige et par målfoto med… ikke fordi de har nogen som helst kvaliteter, men jeg har betalt gennem næsen for dem.

Åh ja, åh ja. Men nu kan jeg jo ikke blive ved med at svælge i det. Selv om jeg godt gad at knække koden på evnen til at fokusere på egene fremskridt i forhold til mig selv og totale ”blindhed” overfor min samlede placering i feltet.

Tænk hvis jeg kunne kalkere den over på resten af mit liv.

Det er jo ikke sådan, at jeg læner mig tilfreds tilbage, og aldrig gider forbedre mig mere.

Jeg er glad og stolt over min præstation, OG opsat på at gøre det bedre næste gang.

De fleste andre ting jeg har opnået, har jeg straks devalueret i mine egne øjne. Fordi der jo var andre som opnåede mere bedre.

Det er helt ærligt ikke særligt intelligent gjort.

For det er ikke mange mennesker, som er aller aller bedst til ret meget. Hvis den eneste succes der dur er at blive nr aller først, har jeg gravet min egen vej til fiasko.

Jeg syntes faktisk ikke, fiasko er nær så motiverende som succes.

Datterens kommentar til mit billede var:

”Jeg har set dig se rigtigt glad ud før, men aldrig så meget”

Godt så! Jeg har noget hjemmearbejde, der skal ordnes. 

Det bliver nye gode tider.

Men der er selvfølgelig også noget løbearbejde.

Jeg har meldt mig til City2sea løbet d. 13. November. Det er kun 14 km.

Lidt har jo også ret, men det er stadig halv maraton distancen, jeg vil træne.

Jeg får sandsynligvis ikke mulighed for at deltage i et løb på den distance, før vi kommer hjem igen.

Men det gør ikke så meget (tror jeg nok).

Jeg vil holde fokus på at få smidt det fedt, jeg mener er i overskud. Hvis det ikke er nok til at holde mig til ilden, må jeg prøve at støve flere lokale løb op. 

De første 5 km i min ”nye” løbe plan (de sidste 4 uger af den gamle plan i loop) var i hvert fald skønne, med en for mig god fart, selv om jeg slet ikke forsøgte at løbe hurtigt.

Jeg glæder mig til de kommende træningsture.

TAG MINE ARME NED!

Eller, lad bare være med det. Måske er det godt for mormorblævret at blive luftet lidt?

Den lange historie:

Jeg sov med min mobil knuget i hånden. Fordi jeg ikke altid kan høre, når den ringer, og 6:00 am er noget tidligere, end det mit indre ur kalder morgen.

Der var dog igen grund til at klæbe mig til en vibratoreffekt.

Jeg var lysvågen kl 5, efter en drøm om noget meget larmende SSF valgkamp, som havde distraheret mig så meget, at jeg havde misset ½ maratonstarten med 30 min.

Nej, den drøm skal ikke analyseres.

Efter 40 minutter opgav jeg mere søvn og trissede lidt rundt om mig selv, mens jeg forsøgte at få telefonen til at lade op (forgæves = ingen billeder), spiste en håndfuld mandler og drak et glas vand.

Manden satte mig og min pose med varmt skiftetøj af ved Melbourne Cricket Ground lidt i 7. Med godt 28000 tilmeldte løbere er kø et fænomen man må forholde sig til, så jeg ville gerne have god tid. Vejret var vådt på vej derind men opklarende.

Kl 7:20 havde jeg afleveret mit varme tøj, været på toilettet, kikket misundelig på hjælpere som drak te, set det fantastiske RUNNING EXPO og vantro diskuteret et par løbesokker til 40$ (220kr) pr par. De var godt nok sat ned til 30$ (165kr) i dagens hellige anledning. Pr par! Men så var der jo også både en højre og en vestre sok fortalte sælgeren stolt, og kompressionsokker havde de da hørt om… noget med ekstra støtte under svangen.

Den lader vi lige stå lidt. Det er sikkert også bare mig, som ikke ved hvad jeg snakker om.

Melbourne Maraton Festival er: Stort som i MANGE mennesker. Men godt organiseret. Der var masser af hjælpere, og på strategiske steder råbte de vejledninger i megafon, både i startområdet og på ruten. Selv jeg kunne høre det meste.

Efter tusset lidt omkring løb jeg ind i en kollega. Det viste sig, at der var 5 andre biologer fra Cesarhouse alle meldt til halvmaraton. Vi fulgtes ad til startområdet. De plejede at løbe langsomt sammen de første 10 km, og så løbe deres eget løb derefter.

Jeg ville egentlig hægte mig på, men blev sammen med den ældste af dem skilt fra gruppen, da løberne rykkede tættere sammen lige før start. Vince og jeg var enige om, at de andre måtte være bag os, og at vi skulle løbe langsomt, så vi kunne se dem, når de overhalede. Hvorefter Vince luntede af sted med en 5:30 min/km (dvs mit intervaltempo, altså meget hurtigere end jeg skulle løbe). Jeg lod mig falde tilbage, men fik ikke øje på resten af gruppen. Måske var de alligevel foran?

Nå pyt.

Jeg var jo faktisk kommet for at løbe mit eget løb. Og hvor hyggeligt det end er at løbe sammen med folk, er det også dybt frustrerende som hørehæmmet. Folk kikker ikke på mig, jeg kikker ikke på dem, og fatter en meget lille brøkdel af samtalen.

Jeg lage ud med at ligge omkring 6:45 min/km og der blev jeg stort set hele løbet ud. Lidt hurtigere de km hvor der ikke var drikkestationer, lidt langsommere med drikkestationer da jeg gik, mens jeg drak. Der var Powerade halvdelen af gangene. Jeg ved ikke, om den var lidt ekstra fortyndet. Normalt syntes jeg, at energidrikke er kvalmede klistret og sødt til løb, men her var det perfekt. Jeg tog et krus vand ved hver station og også et krus energidrik når det var der.

Vejret var til den kølige side, Jeg havde løbejakken med, men den var bundet om livet 18 af de 21 km. Der kom kun lidt finregn, da jeg var omkring 8-10 km inde i løbet. Vinden var let og solen var spotvis fremme. Jeg kan kun være tilfreds med de klimatiske betingelser.

3 km inde på ruten så vi maratonvinderen komme sprintende imod os. Han må have løbet 37-8 km, og så ud som om han kunne blive ved lige så længe det skulle være og lidt til.

Jeg løb et stykke ved siden af to mænd udklædt som brudepar. Med den mest behårede som bruden. Hvor kjoleryggen gabte stort var hængt et banner:

”nobody choses to be an asylum seeker”

Kan I huske, der var en, som ville finde en øde ø til et asylcenter en gang? Hun havde fået ideen fra Australien. Men her findes altså også en opposition, som ikke mener, at det er hensigtsmæssigt, at spærre asylansøgere inde bag pigtråd.

Folk stod i kø ved toiletterne allerede 3 km efter starten. Jeg skulle ikke, og fik derfor hverken afprøvet køen eller CCU.

Der var de to veninder som på ryggen af ens løbetrøjer havde skrevet:

Laura                                      Lyn

I’m still                                   Yeah

Standing                                 Yeah

                                               Yeah

Jeg spottede en i Aalborg Uni T-shirt, men han løb for hurtigt til, at jeg kunne nå at sige hej på dansk.

Hvad ellers?

Jeg løb. 

Det var dejligt. 

Jeg havde hele tiden mit sidste lange træningspas i baghovedet. Huskede mig på hvor let det var at løbe fra 0-19 km og hvor tung den sidste km var. Hver gang jeg løb under 6:30 min/km, fordi benene altså så gerne ville, satte jeg farten ned.

Jeg regnede med at det ville blive svært, men det blev det aldrig.

Der var ikke så mange, som heppede på folk de ikke kendte… så jeg gjorde det til en dyd at heppe på ”hepperne” (altså dem som heppede, ikke de andre), og sige tak for støtten.

Den sidste km gav jeg mig selv lov til at løbe, som jeg havde lyst til. 

Så det blev den hurtigste.

Aj altså det var en fest!

Og en værdig måde at fejre bloggens indlæg nr 100.

Hurra!

Bagefter var det ren gåsegang overalt i målområdet. Jeg besluttede mig for at hente det som skulle hentes, og komme væk.

Der var et par timer inden Mand og unger kunne hente mig, og jeg kender en lækker bogcafe på den nærliggende Swan street.

Så jeg spurgte selvfølgelig en lokaltudsende kvinde om vej til Swanston street.

Måske var jeg alligevel lidt træt.

I hvert fald var jeg ret træt halvanden times gang og tre lokales hjælp senere.

Jeg fandt aldrig bogcafeen.   

Men hul i det. Hul i alle de effing reklamer som min complimentary bag udgjorde. Hul i at jeg nu er øm i underben og knæ, og fik en feberlinende tur en 30 minutters tid, da jeg kom hjem.

For jeg gjorde det, og i fin stil!

Massebevægelse

Så er de sidste trænings ture overstået (to rekordture ud af tre).

Jeg fik uforvarende forhindret mig selv i at ødelægge det hele (nåe ja, det kan jeg selvfølgelig nå endnu).

Jeg har købt ind til lørdagssushi (det må da være lav på fedt, sparsom på protein og god til carboloading).

Jeg har vasket løbetøjet og nedkaldt en koldfront (regn og 16 C på søndag, undskyld medmelbournianere).

Jeg har besluttet at nøjes med det vand og energidrik som tilbydes (ca hver 3. Km energidrik ved hver 6. km), så jeg slipper for løbebæltet.

Jeg prøver at huske at drikke mere vand og mindre te. Det er svært, fordi jeg står tidligt op, for at vende min b-menneskesjæl til at være lysvågen kl 7 (starten går kl. 8).

Jeg har fået flyttet en kollegaølsaften en uge. Gæt hvem som får ondt i hovedet på næste lørdag (muligvis også om søndagen jeg har aldrig været i træning med øl).

Jeg har mindet mig selv om, at Melbourne er en by med bakker, og jeg derfor skal regne med ekstra tid.

Jeg har tænkt over, at det kun er mig som overhovedet vil registrere, hvilken tid jeg får.

Jeg har indset, at ligegyldigt hvilken tid jeg får listet mig igennem på, vil jeg prøve at slå den næste gang.

Langsom debut -> større chance for succes 2. gang.

Og første gang er jo ligesom en succes i sig selv.

Og hvad var det så for noget med de der rekorder (Personal Bedst) og ødelæggelse?

Ugens plan sagde 1 x 3 km, 6 x 400 m interval (5:30 min/km), 1 x 30 min tempo inden kronen på værket på søndag.

Jeg har længe været irriteret over at min bedste Cooper tid var fra Langå. Den lille 3 km tur passede jo med 1 km opvarmning og så 12 min lige lidt hurtigere end den tidligere PB (+25 meter eller 2%… men det er følelsen af sejr der tæller).

Ohh det var en fryd at loade den tur op på endomondo.

Tempoet er steget lidt på intervalturene. Jeg syntes selv, jeg har holdt belastningen konstant. Men hastigheden kryber lige så stille opad (fra et lavt udgangspunkt selvfølgelig). I onsdags fik jeg et interval med 5:10 min/km. Endnu en PB.

Så var der de 30 min tempo. 

Jeg vil så gerne kunne løbe 5 km på under en ½ time. Det er meget fjollet, men ideen stammer fra denne side, hvor man kan udregne trænings distancer og hastigheder ud fra sine konkurrencetider. Skalaen starter ved 5 km på 29:51 min. Jeg befinder mig altså under den nedre grænse. Så jeg tænkte at her da var en super lejlighed til lige at prøve igen. For jeg har altså været SÅ tæt på.

Efter 3.5 km svedte jeg så meget, at det dryppede ned i øjnene på mig, og jeg følte mig småsvimmel. Ved tanken om søndagens udfordring slog jeg over i gang, og ærgrede mig.

Først efter et par minutters gang slog det mig, at det der med at løbe 5 km i konkurrencetempo tre dage inden ½ maraton debut, måske ikke var den bedste timing.

For nu at sige det mildt.

Således redet på stregen, er jeg ved at være klar til at løbe sammen med alle de andre.

Det kan vel kaldes en massebevægelse?

Pigen på den røde cykel

Det er ikke umiddelbart til at se, hvordan man kan have ondt af pigen.

Selv om sokker i sandaler måske ikke er det mest velvalgte fodtøj i den klare efterårssol, smiler hun rundt på vejene mellem redskabskurene.

Hun ser ud til at have det fint.

Det er også det, hun svarer, når de voksne en gang imellem kikker hende i ansigtet og spørger.

”Jeg har det fint” siger hun.

Og de voksne bliver så svært lettede, at de ikke hører den næste sætning.

”Jeg kan godt lide at være alene”.

Forbrugerforkælelse jeg godt kunne undvære

Jeg syntes der er alt for megen mere eller mindre skjult reklame og vej/vildledning af forbrugerne i DK.

Det er dog igenting, i forhold til hvad jeg møder hernede.

Selv når jeg ser bort fra TV reklamer. 

På den positive side gør de, at jeg kun ser TV, hvis der er en VIRKELIG god film. Faktisk er jeg begyndt at droppe de gode film også. Antallet af te/toilet pauser er langt ud over mit behov og ødelægger stemningen.

Men, tilbage til pointen:

Hernede råber vingummierne at de er 99% fedtfrie!!!!

Virkelig? Sikke sunde de ser ud.

Det er da også en overraskelse. Hvad er det nu lige vingummi er lavet af? Nåe ja sukker, Esbjerg kuttere og gelatine.

Vi kan godt lide gelatine i Melbourne. Næsten alle mælkeprodukter er proppet med det: Yoghurt, cremefraiche, fløde, kvark. You name it og der er død ko i det. Helt halal naturligvis.

Der er sukker i jordnøddesmøret. Og vegetabilsk olie selvfølgelig, men det har vi jo også i DK. Jeg har heldigvis fundet en Øko variant, som kan spises.

Alt kyllingekød er pumpet, også det jeg kan finde på Vic Marked, og det står IKKE på pakken.

Hvordan ved jeg så at det er pumpet
    1.     Så store bryster er det kun Parton høns som har.
    2.     Det tager en halv time at stege og så er brystet svundet ind til Madge (ohh you do rember, don’t you possums) størrelse

Supermarkeder udleverer værdimærker (1 for hver 10$ brugt i butikken), som ungerne skal aflevere i skolen, så skolen kan ”købe” sportsudstyr med reklame for supermarkedet på.

WHAT!!!

Hele familien skal samle flere km af papir strimler sammen. Aflevere dem i skolen. Hvor der selvfølgelig er et ”værdimærkebarometer”, for at hjælpe den rette hold ånd på vej. For til sidst at have tilkæmpet sig ret til at få ungerne eksponeret for MERE reklame, nu også til gymnastik.

Den anden store supermarkedskæde har samme ide, bare med materiale til engelsk, matematik og naturvidenskab.

Færdig retterne er fyldt med sukker, dem jeg har smagt og læst varedeklarationen på i hvert fald.

Alt er faktisk lige lidt ekstra sødt. Også det der egentligt er sødt nok i forvejen: Mariekiks fx.

Ad altså, men endnu en god grund til at få planlagt aftensmaden ordenligt.

Til gengæld er frugt og grønt FANTASTISK!

Hvis jeg nogen sinde skulle blive vegetar er det her stedet!

Asparges på tykkelse med en underarm.

Super sprøde kæmpe bladseleri og fennikel.

Sprød (naturlig) sød salat.

Friske mango, citrusfrugter, ananas, vandmeloner (på størelse med sofaer) og bananer (selv om de stadig er dyre efter sidste forårs oversvømmelser).

Lækkert og helt uden tilsat ko eller sukker.

(Oksekødet er nu heller ikke at foragte. Der er rigtig kødkvægssmag)

Som ekstra bonus er der ingen moms på uforarbejdede fødevarer... er der lige nogen som kan sælge den ide til vores nye regering (for vi får vel en ny ikke?)?

Nu mangler jeg bare at finde en grønthandler, som ved at man IKKE må køle tomater ned. De ser SÅ fine ud og smager af          .

Den aller bedste Bedste

 Når Hvis mine børn får børn, vil jeg være nøjagtig sådan en bedstemor, som min Bedste var.

Eller, måske vil jeg ikke stræbe efter at veje 80 kg for meget, være enke i over 40 år og bruge en forbløffende stor del af de sidste 20 på at side i en stol og kikke på bilerne på landevejen. Jeg håber ikke, jeg vil sige ”nej, jeg er alt for gammel”, hvis min søster kommer forbi, og vil hive mig med på noget aftenskole, banko eller bare en køretur.

Hun lyder måske ikke som en der vil blive savnet så meget så længe.

Ikke desto mindre bliver både mine og min storesøsters øjne blanke, når samtalen slår et sving omkring Bedste. Hun var ubetinget en uundværlig del af det, som har gjort os til de kvinder vi er.

Hvad var det så hun gjorde, som var så fantastisk?

Var det spændende rejser til Disney i Paris?

Var det lange filosofiske samtaler, som skærpede vores analytiske sans?

Var det hjemmestrikkede trøjer og kage ad libitum?

Næ min Bedste gjorde meget lidt faktisk.

Som i nærmest igen ting.

Hun var selvfølgelig glad, når jeg kom cyklende. Eller før det når jeg kom på en uges sommerferie.

Men der blev ikke arrangeret, planlagt og aktiveret

Den vildeste rejse min Bedste tog mig med på, var over på den anden side af landevejen. Der lå min bedstefar under en kæmpe gravsten med to paneler, hvoraf det ene var tomt så der var plads til Bedste, når det blev tid.

At besøge min Bedste var som at få sjælen nedsænket i balsam. Alle de flossede kanter og elektrisk strittende antenner lage sig pænt og trygt ind til huden.

Her var ingen agenda, ikke nogen som skulle bevise noget, ingen som skulle bekræftes.

Der var et slag femhundrede, en cigarkasse med knapper og accept af at jeg brugte hele toilet- og køkkenruller på at lave papirsdukker, gik en lang tur mellem klitterne eller bare læste familiejournalen og ikke sagde noget en hel dag.

Bedste var bare, Pernille var bare.

Ingen skulle være anderledes.

Og det var godt.