Eller, måske vil jeg ikke stræbe efter at veje 80 kg for
meget, være enke i over 40 år og bruge en forbløffende stor del af de sidste 20
på at side i en stol og kikke på bilerne på landevejen. Jeg håber ikke, jeg vil
sige ”nej, jeg er alt for gammel”,
hvis min søster kommer forbi, og vil hive mig med på noget aftenskole, banko
eller bare en køretur.
Hun lyder måske ikke som en der vil blive savnet så meget så
længe.
Ikke desto mindre bliver både mine og min storesøsters øjne
blanke, når samtalen slår et sving omkring Bedste. Hun var ubetinget en
uundværlig del af det, som har gjort os til de kvinder vi er.
Hvad var det så hun gjorde, som var så fantastisk?
Var det spændende rejser til Disney i Paris?
Var det lange filosofiske samtaler, som skærpede vores
analytiske sans?
Var det hjemmestrikkede trøjer og kage ad libitum?
Næ min Bedste gjorde meget lidt faktisk.
Som i nærmest igen ting.
Hun var selvfølgelig glad, når jeg kom cyklende. Eller før
det når jeg kom på en uges sommerferie.
Men der blev ikke arrangeret, planlagt og aktiveret
Den vildeste rejse min Bedste tog mig med på, var over på
den anden side af landevejen. Der lå min bedstefar under en kæmpe gravsten med
to paneler, hvoraf det ene var tomt så der var plads til Bedste, når det blev
tid.
At besøge min Bedste var som at få sjælen nedsænket i
balsam. Alle de flossede kanter og elektrisk strittende antenner lage sig pænt
og trygt ind til huden.
Her var ingen agenda, ikke nogen som skulle bevise noget,
ingen som skulle bekræftes.
Der var et slag femhundrede, en cigarkasse med knapper og
accept af at jeg brugte hele toilet- og køkkenruller på at lave papirsdukker,
gik en lang tur mellem klitterne eller bare læste familiejournalen og ikke
sagde noget en hel dag.
Bedste var bare, Pernille var bare.
Ingen skulle være anderledes.
Og det var godt.
Sikke en ro sådan et barndomsminde udstråler! Jeg kan liiiige se det for mig - eller rettere mærke det!
SvarSletUmm, gad vide om jeg problemfrit kan få lov at give det videre.
SvarSletEller om jeg skal have en stor sort maskinparksindsamlingssæk stående ved døren og ryste børnebørnene over den, når de træder over tærsklen.
"Hit med den I-dims.
Her en en cigarkasse med brugte knapper.
HYG DIG SÅ!"
Jeg havde også en farmor af den type.
SvarSletAltid med plads til alle os børnebørn(6 stk af os), der faktisk samledes hos hende hver morgen ( hvis det var muligt) til franskbrødsmadder og lunken the med sukker ( for vi skulle jo nødigt brænde os).
Jeg boede hos hende til jeg var fem, og min ene fætter til han var 21. Og for os to var hun ALT.
Gid alle børn havde sådan en bedstemor- for hun kunne give ro :)
Og måske bliver vi ikke bedstemødre af samme slags, men hvis vi husker værdierne og giver plads, så tror jeg vi er langt :)
Hvis alle børn havde sådan en bedsteforælder ville rigtigt meget være vundet og knapt så mange børneskæbner tabt.
SvarSletHvis vi rendte rundt og prøvede at blive lige præcist som vores farmødre havde vi til gengæld fattet lektion meget dårligt.
Det er netop i min Bedstemor hvilen i sig selv, at der var plads til at jeg kunne være mig selv også.
Jeg er helt enig. Vi skal huske værdierne, roen og pladsen.
Og acceptere at vores børnebørn måske for mindre brug for os end vi havde for vores bedstemødre.
Jeg tror faktisk det bliver helt OK at blive gammel på den måde.