4 more years?

Jeg har ikke slået nogle personlige rekorder siden vi kom til Australien. 

Der er flere undskyldninger grunde. 

Først var der de 3-4 uger, det tog før jeg fik regelmæssigt gang i løberiet igen. Det betyder at jeg først i næste uge kommer til et jomfrueligt område i mit program. 

Så er der trafikken. Der er ikke mange steder, omkring hvor jeg bor, hvor jeg bare kan løbe derud af uden at skulle krydse veje. Det kan nemt tage et 1/2 til et helt minut at komme over.

Terrænet er mere kuperet både på macro og microskala.

Jeg nyder at løbe nye veje, med tilknyttet hastighedssænkning når jeg ikke helt ved, hvor jeg er. Hip hurra for Garmins Navigater funktion siger jeg bare!

Min sidste lange tur var jeg dog nogenlunde tilfredsen med. 7:12 min/km inklusiv BAKKEN.  Halvdelen af turen blev løbet gennem mørke i lyset fra min telefon. Langs Railroad Canal som faktisk hedder Mooney Ponds Creek her oppe. Jeg må indrømme, jeg var lidt lettet da de spredte gadelamper og O’Hea st. dukkede op. 

Jeg gjorde endnu et forsøg på at forcere bakken. Jeg nåede ca 2 meter længere op end sidst, inden jeg forpustet måtte ned i gang. 

En fyr kom joggende op af bakken. 

“It’s tough as hell isn’t it?” sagde han da han luntede forbi mig, med vandvittigt meget overskud. 

Jeg kunne ikke stoppe mig selv i at råbe “one of these days I’m going to make it!”, til hans ryg. 

Han vendte sig og sagde “it took me 4 days of training”

.... eller måske var det “4 years”? Jeg løber altid uden høreapparater, så jeg kan ikke være sikker. Jo det var nok “4 years”.

Således “opmuntret” løb jeg videre fra toppen af bakken. Nogle få hundrede meter efter blev jeg stoppet af kuperingen i micro skala.

Melburneianerne er ikke emsige mht at planere hverken veje eller fortov. Jeg har ikke helt vænnet mig til de høje knæløft, som skal til, hvis man ikke hele tiden holder øje med underlaget. Så jeg snubler tit. De store ujævnheder lægger jeg dog mærke til, selv når jeg går i mine egne tanker. 

Selvfølgelig er jeg ekstra opmærksom på vejens beskaffenhed, når jeg løber. Alligevel var jeg fuldstændigt uforberedt, da fortovet i skyggen under et træ pludselig lavede en bølge under mig. Jeg faldt med et brag på min højre side.

Heldigvis skete der ingen store katestrofer. Jeg er bare blevet smukt dekoreret på knæ hofte og skulder i rød og blågrøn. 

Men den smukke skeletbalance min osteopat i Langå havde opnået på kun to behandllinger, og som jeg i 2 måneder har kunnet opretholde med 4 enkle øvelser, ligger stadig knust på fortovet langs O’Hea street.  

Først håbede jeg, at det bare var fordi, jeg var øm efter slaget. Den illusion holdt ikke til en lidt grundigere mærken efter. Alle de “gamle” symptomer var tilbage fra hoften og til og med hovedet. 

Men helt imod sædvane fik jeg taget mig sammen til at finde en behandler, inden mine muskler groede uhjælpelig skæve. 

Og jeg sidder nu helt svimmel, med alle ryghvirvler helt lige over på hinanden. 

Der er nemlig også osteopater i Australien.    

10-20-30 og du bli'r glad

Måske er det her en god ide (10 sek spurt, 20 sek moderat tempo og 30 langsomt løb pr minut).

Jeg vil helt klart have nemmere ved, at motiverer mig selv til 10 sekunders spurt end til 500m interval. Til gengæld ved jeg ikke, om jeg har lyst til at skulle løbe med et øje på uret HELE tiden. 

Målgruppen er mest de motionister, som er i fare for at miste motivationen. Men det skader nok ikke at samle værktøjer ind, til hvis det skulle ske. 

Til den tid (og måtte den aldrig komme) er der nok også kommet lidt mere data på om systemet virker.

I det år jeg har løbet er det meget sjældent motivationen til løb har manglet, det er mere knebent med tiden til løb. Jeg syntes, det er enormt motiverende, at jeg lige så stille bliver bedre, end jeg var i sidste uge, måned eller ORV ja sidste år! Hold da bøtte sidste år kunne jeg LIGE lunte i 1 minut måske 70 sekunder i træk! 


I mandags løb jeg 12 km.


Hvis ikke det giver motivation så ved jeg ikke....


Et mål er også godt at have på motivations kontoen. Det er derfor jeg ind i mellem stiller op til motionsløb. Det er i hvert fald ikke for at vinde!

Men det føles bare lidt mere officielt at løbe 5 km til motionsløb med tidstaging og start nr und alles. Det tæller på en måde mere end den første 5 km træningstur.

Så derfor må jeg også hellere få meldt mig til en 10 km. Jeg har fundet dette løb i juli... og faktisk, hvis jeg ellers kan følge mit løbeprogram fra nu af, så kunne jeg melde mig til halvmaraton distancen...

At tage damen ved hornene

Der sider en dame på mit 8 mands kontor. Vi sider også 4 kvinder + 3 mænd og så altså denne dame.

Damen er ikke ansat, men er på 3. år på tålt ophold.

Damen er faktisk vældigt sød og kan også være ret sjov.

Og

Hun taler konstant

Til skærmen, til sig selv, til de andre, til mig.

Med sin monotone gammeldame stemme.

Nogle gange løber hun tør for ord og siger bare:  Aaaa aaa a aaaa aaa aaaaaaa. På en lang udånding, så jeg bliver nød til at vende mig om, for at se, om hun er ved at himle eller hvad?

Og hun så sider bare og stirrer på fodboldresultatet, nyhederne eller et polyten kromosom.

Som den senest ankomne har jeg fået plads ved siden af hende… det var sjovt nok der, den tomme plads var.

Den første dag var kontoret nærmest tomt, men kvinden som viste mig rundt introducerede mig til køkkenet, laboratoriet, printeren og fortalte om hende den talende dame.

Jeg syntes det var lidt voldsomt, sådan at udpege en kollega på den måde.

Det syntes jeg så ikke længere.

 Folk tror, at når man hører dårligt, så generer støj ikke så meget.

Det passer ikke. Jeg bliver fysik udmattet af støj.

 Især menneske stemmer er slemme.

 Min hjerne prøver instinktivt at følge med i, hvad der bliver sagt, selv om jeg kun kan høre en brøkdel af det. En halv løsning er at side med slukkede høreapparater i øret. Det dæmper damen noget. Men hun siver alligevel igennem som en dryppende hane.

Til gengæld er jeg lukket godt og grundigt af fra det liv der ellers er på kontoret. Når folk tager frokostpause, eller siger en spontan joke og sådan. Alle de ting jeg gerne ville høre, bliver automatisk smidt i støjkassen, når damen er der.

Men det værste er at jeg efterhånden har svært ved at være rigtigt venlig over for damen. Hun går mig faktisk på nerverne bare hun træder ind af døren. Ja det er lige før, hun ikke en gang behøver at være der, for at gå mig på.

Og det er altså for fjollet.

Så nu har jeg besluttet mig for at spørge hende: ”are you talking to me?” hver gang jeg bliver opmærksom på hendes lyde, og vi vel at mærke er alene. Nogle gange taler hun jo faktisk med en af de andre.

Hendes svar har indtil videre været, ”Oh nej da, sagde jeg noget?” efterfulgt af en længere samtale om hvad hun kunne have sagt og hvorfor.

Som da hun lænende sig ind over mit Excelark (hvor jeg for n’te gang var ved at tælle hvor mange af 62 regressioner som var signifikante, og om der i givet fald var en positiv eller negativ sammenhæng) og sagde: ”uhmm yesssss a aaa aaa a aaaa aaa aaaaaaa” lige ind i mit øre.

Men altså ikke talte til mig.

Jeg nærer ikke noget håb om at damen vil holde op med at støje. Men jeg får lidt luft for min frustration.  Så nu fylder damen ikke længere helt så meget i mit univers, og jeg kan være venlig selv om hun er i rummet.

Og det klæder mig faktisk en hel del bedre end det sure arrogante løg, jeg var ved at blive.

Var det noget med en locums karriere?

I kid you not:

"As a McArthur locum you will experience the professional and personalised service that make McArthur number one!  Our vast networks in the Melbourne social welfare sector forged over many years result in exclusive and interesting opportunities for our valued locum staff. Our recruitment consultants have industry experience and / or qualifications and are committed to assisting you with a successful locum career with McArthur be it for several months or several years."


Uddrag af helt autentisk australsk job annonce.


Forstil dig lige at være til job samtale der!

Hvordan lyder en by med 4 millioner indbyggere?

Når man render rundt med sådan nogle:

Kan det være en udfordring at dele byrum med dem her:

og især dem her:

som om aftenen lyder sådan her:

Det er cikaderne, der lyder som et bissende elefanthegn. 

I kan også høre lyden af den sporvogn nr 55, jeg ikke nåede. Men fortvivl ikke, der er altid en sporvogn til.  Og Regents park er ikke det værste sted at gå.

Faktisk føles Melbourne ikke rigtig som en storby. Selv om der bor 4 gange så mange mennesker som i Kbh. Måske fordi der er en eklatant mangel på pladsmangel.

Og jeg har ikke set en eneste tigger. 

Ikke en.

Så er den jagt slut.

Og denne gang blev det kort process... ikke noget med en desorienteret langskægget mand på TV. 

Det ville være dejligt hvis det vil betyde en ændring til det bedre. Men oprigtigt talt tror jeg ikke, at det her er en slange man kan kappe hovedet af. 

Ikke på den måde.
Men måske demokratiseringsprocessen i mellemøsten kan gøre noget ved sagen? Som Prof. Jacob Skovgaard-Petersen antyder, kan Bin Laden og selvmordsbomber være so last year.
Se det vil være godt nyt!

Kiks på kiks

Uge 8 af mit halvmaraton program dikterede: 

10 km, 4X500m interval (og jeg har løbet i et år, så jeg må godt, indsæt selv en fjollet dans), 5 km og 45 minutters gang. 

Det burde være til at finde ud af.

Og jeg kiksede i første forsøg. 

Det var ikke en spektakulær, tragisk eller dramatisk kiksen. Ikke et kiks som huskes og går i arv som historien hvor bedstemor kiksede.

Mere sådan en kikset kiksen.

De 5 km gik fint. Jeg fik et akut behov for at hente ungernes påskeæg til fods og fik dermed 45 minutters gang med arbejdsrygsæk. 

Langfredag tog vi i solskin til den smukke Maribyrnong river. Vejret var perfekt. Smuk blå himmel ca. 18 grader og en frisk vind så det aldrig blev for varmt. 

Stisystemet langs floden forbinder en række parker. På få kilometer løb jeg forbi både nogle af de fineste og nogle af de mindst attraktive kvartere i byen. Efter 6 km  med omkring 7,20 min/km syndes jeg godt at jeg kunne give den ekstra gas de sidste 3 km. Nøj hvor var det lækkert altså! 

Jeg skal altså til at tage mig sammen, så jeg kan løbe lidt hurtigere lidt oftere. Efter den 9 km var jeg helt færdig og super tilfreds med mig selv. 

Fantastisk tur, lige indtil jeg huskede, hvad der egentlig stod på programmet. 

Efter en times ærgelse besluttede jeg mig for, at jeg bare kunne tage en ekstra km som opvarming til søndages intervaller. 

Der kom så ugens andet kiks. 

Som er mindst lige så kikset.

Vi var inviteret til noget påske grill kl 13.00. “Eller som vi siger hernede 1 pm”.

I mit hoved var det blevet til kl 3 eftermiddag, altså kl 15, eller 3 pm. 

Og nej det er ikke første gang, jeg gør sådan noget.

Så jeg sov længe, nulrede rundt med kartoffelsalaten, kom i løbetøjet over middag og ville lige tjekke, at vi havde organiseret de ting, vi var blevet bedt om at tage med. UPS, løbetøjet blev pakket væk igen, og vi nåede næsten frem til grilltiden.

Jeg legede kort med tanken om at låne en mandag og få ugen til at så sådan semi op alligevel. 

Men det ville trods alt være for kikset. 

Så jeg tog da bare uge 8 igen. 

Ordenligt blev der sagt.

Selv om intervaller ikke er blandt mine ynglingspas. I hvertfald ikke nummer tre og fire på en tur. Men det må jeg altså se at komme over. Køre noget mental træning måske. 

Så jeg kan få lidt fart på en gang i mellem. Fx på de langture som ellers kommer til at tage vildt langtid om bare nogle få uger, hvis altså jeg følger programmet.

Og dét gør jeg nemlig!