Merri Creek revisited

Det er ikke altid lige let at få lettet min røv og komme ud på ugens lange løbetur. Der var ellers disket op med lutter gode betingelser denne søndag. Luften var ny efter nattens potente torden, himlen var grå, men det holdt tørt, temperaturen var lige i underkanten af de 20C, fluerne passede sig selv og familien tulrede rundt til Kaizers og Steppeulvene. Jeg ved godt, vi burde lære ungerne at lytte til Justin Biber og Co. Men nu er Datteren allerede blevet 15. Jeg tror altså, det løb er kørt, når hun først har bedt om at få lagt et nummer med Judas Priest ind på sin telefon.

Jeg kom kun ud i løbesko, fordi jeg havde lagt faste løbeplaner, som familien var blevet indviet i, og fordi tanken om at rasle endnu længere ned på løbeformkurven var for trist. 

Mit hoved blev hurtigt fyldt med tanker om at 14 km, måske var lige langt nok i at løbe på mit nuværende stade. Måske skulle jeg nøjes med 10 eller 8? I stedet for at give efter besluttede jeg mig for, at tempoet ikke var vigtigt, og gav mig tid til at tage billeder (og hvile lidt) undervejs.

Ruten gik forbi HM Prison Pentridge, som blev opført allerede i 1850, kun 12 år efter den første hvide indbygger i området blev registreret. Fængslet er nu nedlagt, men det var her Ned Kelly blev henrettet og lagt i den umarkerede massegrav ved D blokken. Det var også her den sidste australske henrettelse af en kvinde (1951) og en mand (1967) fandt sted.

På vej ind i parken omkring Cobourg Lake (der ligger hvor de første indsatte i Pentridge brød stenene, som fængslet blev bygget af) og Merri Creek, tog jeg mig tid til at læse mindepladen. Parken blev beplantet med 169 træer i 1919. Et træ for hver Cobourg borger som blev dræbt i kamp mellem 1914 og 1918.

Australien er fyldt med mindeparker, mindesten og mindeplader om 1. Verdenskrig.

I 1914 gik Australien sammen med det Britiske Imperium ind i krigen med højt humør og længsel efter heltedåd og eventyr i hjerterne på de små 5 millioner australiere. Hvert år holdes der stadig 2 minutters stilhed d.11 november kl. 11 på skoler og arbejdspladser i mindet om de over 60.000 døde og 156.000 sårede eller tilfangetagende mænd som årene mellem 1914 og 1918 kostede.

8% af alle australske mænd omkom, langt de fleste alt for unge.

De blodigste slag i denne krig forgik måske nok langt væk i både tid og rum fra dagens Melbourne, men mindet om dem er i høj grad nærværende endnu.

Jeg luntede videre med PJ Harveys On Battleship Hill på mental repeat (hvis I lytter til den, så gør jer selv den tjeneste at høre den 5 gange, inden I beslutter, om I kan lide den).

Vandet fra nattens regn fik nærmest creeken til at bruse over. Larmen fulgte mig de 8 km jeg tog opstrøms og tilbage langs åen.

Nu glæder jeg mig til på lørdag. Jeg skal aflevere bilen til eftersyn tæt på Cobourg Lake, og kan derfor slippe for at løbe de halvkedelige 3 km der er mellem vores hus og Merri Creek trail. Der skal løbes i 2 timer. 2 timer uden bilstøj langs vand under træer.

Åhh ja, det er derfor jeg løber.

Her er de billeder jeg tog på turen. Jeg ville egentlig have lagt et lyden af vandet der fosser over stenene på, men kvaliteten af optagelsen er for ringe.

I stedet for det reelle lydspor fra Merri Creek, får I lidt af det som var sat på loop i mit hoved.