Tre dage på røven i South Australia

Enhver pseudoparterapeut vil kunne fortælle længe om, hvor vigtigt det er nøje at have afstemt ferieforventningerne i familien, før man tager af sted.

For os har det aldrig rigtigt været et emne gennem 18 års samliv.

De voksne i familien er nemlig to helt fundamentalt forskellige ferie typer, som grundlæggende vil det samme: Manden er rejseautist (sluger rejseguides og kan vejkort, museer og offentligtransportsytemer på fingrene) og jeg er rejsespontanitist (nej se der er en sti… skal vi ikke lige se hvor den ender?). Vi er begge revnende ligeglade med om vi får ALT med, bare det vi når sammen er godt. Vi er fleksible nok til nogen gange at gå med til det, de andre syndes er sjovt.

(En dag på tankmuseum er fx et af Datterens og mine store ofre, eller da Manden og Sønnen sad tålmodigt i en time på en kantsten i Berlin, mens vi andre havde pungen med på tøjshopping). 

Nej Gud giv mig styrke... de har en internetshop! Godt jeg sidder så langt væk nu. Og vi købte altså kun to jakker og en trøje den gang. Tilsammen. På tilbud det hele. Meget stor selvbeherskelse! 

Men rigtigt meget af det sjove er vi enige om: 

Lange gåture hvor stemningen/naturen indsnuses.

Lækker mad.

Eksotiske indkøb (af mad).

Generel afslapning (med mad).

Få nøje prioriterede turistsites, udvalgt fra Mandens lange liste efter devisen hvad har vi mest lyst til lige nu?  

Jeg skænkede derfor ikke forventningskoordinationen en tanke, da vi sagde ja tak til en weekend i South Australia med vores dansk/australske venner. De ville organisere alt, og vise os en masse gode ting på vejen.  

Lækkert, lækkert. Og virkeligt sødt.

Det blev til 3 dage siddende på røven i en bil, mens vi kørte gennem uanede mængder af fladt sheepcountry for at se noget bakkelandsskab (hovedsageligt gennem bilruden), en blå sø, et museum for Australiens første helgen, et "sinkhole", en underjordiskgrotte, et vandfald, kæmpegranplantager og ”gamle” nybyggerbyer.

Alt sammen meget interessant, men vi ville nok have foretrukket at køre mindre, gå meget mere og måske se lidt af det hav vi sov ved siden af, i stedet for at fræse to timer ind i landet lørdag morgen og tilbage igen om aftenen.

Men alt det kunne vores venner jo ikke vide, når vi ikke havde afstemt ferieforventningerne på forhånd.

Desuden kan de ikke holde til at gå ret langt. En weekend tur i vores smag, ville hverken have været sjov eller muligt for dem.

Nå pyt. Vi fik med garanti set ting, vi ellers ikke ville have tænkt over.

 Den blå sø som først bliver rigtigt blå til november?

Sinkhole

Grotten

Det er lige før at dette billede taget gennem sideruden (og de 300 andre af samme slags) er hele weekenden værd i sig selv. 

Jeg har nemlig også noget med horisonter og lys. 

Jeg rykkede ugens langtur til tirsdag, hvor jeg helt måtte opgive at tage den i tempo, og i stedet bestilte tid hos osteopaten. 3 hele dage i bil er mere end mit bækken kan klare med ligevægten i behold.

Løbeugen er alligevel ikke helt spildt: Hvis jeg ikke tænker over det ligger mine intervaller omkring 5:10 min/km… 20 sekunder hurtigere end for 4 uger siden. Så der er håb, selv om det ikke føles sandsynligt med 6:30 for alle 21 km, når jeg ikke end gang kunne holde tempoet 8 km i tirsdags.

Det der tvangsægteskab

Vi skal tilbage til starten af 1940’rene og ud på heden ved Herning.

Ikke så voldsomt langt væk altså, hverken i tid eller rum.

Vi har en samling mennesker, som nærmest former en sekt inden for indre mission (tænk Fiskerne og læg lidt til).

De ved helt præcis, hvem i den lille landsby, som kommer i himlen, og hvor de andre havner henne.

Og som de gode Kristne de er, er det deres pligt at gøre andre opmærksomme på, hvis når de træder uden for den uhyggeligt smalle sti, som fører til Paradis.

Der er bl.a. to søstre.

Et par stærke kvinder og deres børneflokke.

Fx Emilie

Det er ikke hendes første fornavn, men det alle bruger om hende, alle undtagen præsten som 50 år senere begraver hende.

Han står der og taler om en kærlig mor og hustru, som hedder noget helt andet. Jeg er 12 år, og rigtig forvirret over at der åbenbart er en anden, som også skal begraves den dag, og over at præsten kun snakker om hende den anden, men slet ikke nævner min mormor.

Men så langt er vi ikke nået. Emilie er hverken mor, hustru eller død endnu. Hun er skrøbelig og angst.

Angst for den straffende og dømmende gud.

Angst for de stemmer og ting som alle andre hverken kan se eller høre.

Der er også fætter Peter.

Peter er stærk og iderig. Han sælger uldsokker og sparer sammen til at starte en trikotage fabrik. Han går på kurser, og har sin forlovede i Horsens. Der er ingen tvivl om, at han er på vej steder hen, gode steder.

Søstrene bliver enige om, at det er bedst for alle, hvis Peter tager sig af Emilie. Man kan jo aldrig vide, hvordan en pige fra Horsens har det med Gud.

Og Emilie vil gå til bunds, hvis der ikke er nogen, som kan holde hende oppe. Nogen som er driftig og stabil.

Peter har selv en plan. Han bliver i Horsens, og vil ikke lade Mor og Moster bestemme.

Men hans far kommer. Med historier om hvor syg Mor er, lille svage Mor, som er ved at sygne helt hen. Af bekymring over den ukendte pige fra Horsens, Emilie og Moster.

Og hvad skal der blive af os alle sammen.

Så Peter kommer hjem og gifter sig med Emilie.

Og hvad med Emilie, hvad vil hun?

Ud over at mangfoldiggøre jorden ved at få to børn, en dreng og en pige.

Før der bliver lukket af med separate soveværelser og hænderne over dynen.

Foldet i bøn.

Emilie er stadig bange. Gud ser alt, er overalt, og alt er tegn på Guds vilje.

Eller uvilje.

Når det tordner, er det fordi, han er vred.

Der er kommunister alle vegne, de optræner deres hunde til at skide på Emilies fortov.

Og fristelser

Og djævleyngel

Emilie fortæller børnene om Gud og budende.

Mest

Du skal ære din far og din mor.

Der er så meget synd i børn.

Pigen er stærk og hurtig i hovedet. Hun sidder under bordet når storebror laver lektier, og kan både læse og stave da 1. klasse starter.

Hun er overbevist om at hun ikke hører til, at hun er adopteret.

Drengen er ikke så heldig. Aldrig rigtig gennemglad eller rolig. Som voksen altid på jagt efter at bevise, at han er bedre end Peter, og aldrig rigtigt i stand til at gøre det.

Peter skaber fabrik, sokker og trikotage.  Sparer og investerer. Får ansatte og sekretær.

En sød sekretær.

Meget sød, hende Aase.

Måske arbejder de lidt over… med lidt bibellæsning eller noget.

Peter og Aase vil gerne leve sammen, så Peter går til Emilie og siger han vil skilles.

Og vil tage børnene med.

Men Emilie vil ikke.

Hvad med Gud.

Familien.

Folk.

Og med Emilie.

De laver en aftale. Peter og børn bliver hos Emilie, men Aase bliver på fabrikken. 

Emilie passer hjem, børn, sparer på alt og skælder ud. På børnene, på Peter, på Aase og på kommunisterne som lusker omkring i haven.

Kan du ikke se dem? 

Der.

De er lige derude i skyggen.   

I 30 år venter Aase på, at Peter bliver fri.

Får ingen børn.

Venter.

Til Emilie får kræft, og ikke går til læge. Selv om hun bløder i årevis fra underlivet, og svulmer op.

Emilie går først til lægen, da hun ikke kan løbe ti skridt efter bybussen.

Det er ikke godt, hun er 72 og får 3 måneder i prognosen, men holder ud i et år.

Af angst.

For helvede.

Sygehuset er ikke rigtigt gearet til Emilie, og der er snak om at overføre hende til Psykiatrisk… Der er bare ikke så megen pointe i alt det nu.

Hun er hjemme et stykke tid med Peters, svigerinders og Datterens hjælp. Drikker kirsebærvin og nyder at sidde helt, helt stille, når der kommer folk.

Så længe at de tror, hun måske er død.

Min mormor har også humor.

Hun kommer hjem til Datteren, men det bliver kort. En morgen, efter jeg har sagt nej, da hun vil sove i min fodende, går hun ud af Hvide Sande i sutsko og natkjole på vej hjem mod Herning.

Emilie holder ved livet. Siger nej til morfin, så længe hun overhoved kan, og har forfærdelige smerter.

Men til sidst er hun væk.

Præcist et år efter begravelsen får Aase endelig sin Peter. De har ti år sammen, og jeg ser min morfar være grundglad.

De sagde, de aldrig sov sammen, før de blev gift.

Jeg håber ved gud, at det er løgn.

Det er tre generationer siden.

Jeg er uendelig heldig. Min mor er stærk. Jeg er stærk. 

Det kunne være endt rent galt.

En god genetisk sandhed

 Alle genetiske ulemper ved indavl forsvinder efter kun en generations udavl.

Rart for mig at vide når nu mine bedsteforældre blev tvunget ind i et fætter-kusine ægteskab.

De uskyldiges søvn

Hvis man bruger nattesøvn som målestok, er jeg stort set aldrig stresset.

Der er meget, meget få ting, som kan holde mig vågen om natten.

Ansøgninger er en af dem.

Hvis det er et job/projekt, som jeg virkeligt gerne vil have/lave.

Især hvis det er noget, som lugter af, at jeg på sigt stiler efter en ”permanent” stilling.

Jeg er blevet bedre til det.

Denne gang er det kun en halv nat, jeg har lagt og gyst ved tanken om, hvor forarget vigtige og fine folk må blive over min uværdige ansøgning.

Men projektet… det er fandme fedt! 

Merri Creek

Ugens intervaltur gik til Merri Creek, så jeg kunne tage billeder i intervalpauserne.

Åen har været ret voldsomt forurenet med tungmetaller fra minedrift. Jeg ville nok ikke spise fiskene, men den grønne korridor som følger vandet er blevet restaureret de sidste 30 år, med genplantning af den vilde flora. 

Jeg så en skalleslugerlignende fugl fange småfisk, men længere oppe er der blevet spottet næbdyr!  

Der er noget enormt beroligende ved lyden af vand

Jeg bliver aldrig træt af det.

Jeg ved at "skalleslugeren" er på dette billede, opløsningen er bare for elendig!

Vandstanden kan være ret høj som det ses af det skrald som hænger i grenene.

Lækker lækker løbesti jeg kan næsten ikke høre bilerne her.

 5 km længere ude er der slet ikke trafikstøj!

Man bliver flere steder advaret om ikke at bruge stien hvis den er oversvømmet

Det er ikke pil men en eukalyptus... Jeg kender ikke navnet. Der er 120 arter af eukalyptus.

Mere strømende vand

Eukalyptus blomster

Stille vand... hmm er det nu, jeg skal bekende, at jeg er rigtigt rigtigt glad for vand?

Forestil dig lige at have sådan en udsigt når du står op.

Savle.

Mer' mer

Coburg lake park, de små firkantede kasser i baggrunden er nogle elektriskegril. De er til fri afbenyttelse og står i mange parker. 

Gum tree og strømmende vand... så bliver det ikke bedre.

Planken ind

Jeg har flere steder læst om en plankeøvelse som skulle være toppen for løbere.

Nu har jeg fundet den her.

AV, men nu er der altså ikke flere gode undskyldninger.