Inde i mig bor der en lille defaitist, som
omhyggeligt gemmer på alle mine fejltrin og pinligheder.
Sådan en jeg for det meste mener, ville løse
alle mit livs problemer, hvis hun bare holdt kæft.
Andre dage føler jeg, at hun er den eneste,
som har forbindelse til virkeligheden.
Hun hvisker dagen lang om uduelighed og
nederlag.
Jeg vender erfarent de døve ører til.
Når jeg bliver for presset, bliver jeg
alligevel nød til at gå i dialog.
Scenen:
Biologen går over mod det molekylærelaboratorium. Imens forsøger hun, at skabe
et overblik over hvor lang tid arbejdet vil tage, i forhold til hvor meget tid
hun har tilbage.
Det
hænger på ingen måde sammen.
Defaitisten:
”Nogen
gange hader jeg mig selv”
Biologen:
”Det er
OK. Sådan har alle andre det også ind i mellem”
Defaitisten:
”Jeg ved
det, alle andre hader mig også”
Så er det altså svært ikke at komme til at
grine.
Åh, sådan en bor også inde i mig. Min er knapt så humoristisk. Man kan opøve høreværn, men det kræver en hård og langvarig indsats. Og hvis man mister koncentrationen, hugger hun tilmed det samme. Suk.
SvarSletDa jeg var ung, forvekslede jeg hende med min realitetssans.
SletSom voksen har jeg lært, at vi alle har sådan en, og at jeg aldrig bliver så "god", at hun bliver tilfreds.
Når det nu skal være sådan, lever jeg det meste af tiden i fordragelighed med min selvsarkasme ;-).
Åh, hende kender jeg også godt! Det er godt, at hun kan bløde op for sin egen hårdhed med lidt humor.
SvarSletMed humor skal ondt fordrives!
SletJeg tillægger mig koret! Jeg gik i gang med min PhD og så har der ellers frit løb for hende lige siden. Det hedder noget så fint som "imposter syndrom" på engelsk. Jeg synes ikke jeg hører andet end: "Det var en fejl at de gav dig det scholarship, det kan du jo overhovedet ikke finde ud af det her. De skulle have valgt en anden. Du har faktisk taget muligheden fra en anden. Skynd dig at give op, mens der stadig er tid."
SvarSletVi er et helt kontor med 10 studerende der kan snakke med om den oplevelse. For nylig havde vi en lang diskussion om, hvorvidt vi skulle betale vores scholarship penge tilbage, hvis vi stoppede. I stedet for at tale om, hvordan vi bedst kommer igennem. Jeg tror jeg oversætter din samtale og hænger den på vægen - hvis det er OK med dig?
Fint med mig.
SletNu kunne jeg jo selvfølgelig sige en masse sludder om at det helt sikkert kommer til at gå skide godt med den der PhD. Men vi ved jo godt at jeg (lige som familien og vennerne som siger det samme) ikke har en fjært indsigt i hverken dine evner eller de krav som stilles. Hvilket selvfølglig ikke ændre en tøddel på at det kommer til at gå forrygende.
Men Signe, som PhD studerende har du ikke kompetence til at bedømme, om du er god nok endnu.
Jeg går ud fra at du har valgt en kompetent vejleder ikke?
Hun/han har sagt god for dig.
Hvis du ikke er god nok er det vejlederen, som har lavet en fejl og ikke dig.
Ha' tillid til din vejleder indtil det modsatte er bevist.
Jeg kan så også sige at stort set alle de Postdocs jeg kender har det på samme måde indimellem.
Og helt ærligt så mange kan altså ikke snyde så mange så længe!
Altså, der er logikken. Og så er der panikken.
SletOg hende der kan hentes nede i kælderen. De kender ikke rigtig hinanden så godt.
Du når lige at få fat i et rigtigt betændt emne med den heppende familie + venner. Uuuuhhh hvor har man lyst til at slå dem nogen gange. De skal jo bare sige "Vi elsker dig, om du så dumper så det sejler" - det har Hr Husbond heldigvis fundet ud af for længe siden. Han siger altid "jeg kysser dig, ligegyldigt hvordan det går". DET hjælper.
Har faktisk en kanon vejleder. Det hjælper også. En uge før mit confirmation seminar sagde han meget sagligt og seriøst "I wouldn't let you do it, if I wasn't sure you would pass. You are ready"
Så jeg er heldig. Men hun holder da ikke kæft af den grund :-)Lige nu løber hun rundt i panik og siger "hvad HAR du gang i, til GRØNLAND? Du må være syg i roen, hvad har du rodet dig ud i." I stedet for bare at glæde sig...
Min mand giver et knus, og et realitytjek af hvad det værste, der kan ske er. Som oftest indebærer det senarie mere tid sammen, og set i det lys er det ikke så slemt :-D.
SletOg jeg som troede at det kun var mig der altid går rundt og føler at jeg slet ikke burde være der....
SvarSletOg jævnligt hader mig selv når noget ikke går op - for det må da helt klart kun være min egen fejl.....
Også du Kirsten?
SletJeg håber virkelig ikke du mener det "altid"?
For så skal vi altså til at tilrette et par effektive hørepropper til dig :-D.
Det virkeligt trælse er jo netop, at selv om jeg ved at der er andre som helt helt uberettiget har det lige sådan. Så er jeg lige i sekundet overbevist om at jeg virkelig er helt uduelig og at det i mit tilfælde er helt berettiget at jeg føler sådan.