Og vi rystede

Scenen er helt mørk. Tre mænd sidder midt på den omgivet af deres instrumenter.

Den smukke sal er perfekt airconditioneret. Bænket i bløde teaterstole hverken fryser eller sveder vi i vores sommertøj.

Musikkerne bliver belyst, som introen til titelnummeret Let England Shake starter, og PJ kommer ind i venstresidens mørke.

Hun ligner Dødens Muse. Spinkel med ravnefjer i håret, sort langærmet tunika og bredt sort læderbælte, der dækker det bløde kød mellem ribben og hofte.

Først da hun begynder at synge, møder tre lyskegler hinanden, hvor hun står.

Det er en kvinde med et budskab.

Sangene på Let England Shake handler om krigens omkostninger.

For dem vi sender ud.

Dem som bliver tilbage.

Dem der bor midt i den.

Hver gang en sang er slut slukkes lyset på scenen, og PJ er stort set kun belyst, når hun synger. 

Der er ingen snak mellem numrene.

Intet Hello Melbourne!

Ingen hoppen i takt mast op mod scenen.

De tre mænd leverer al den musikalske og vokale backup der er brug for.

Trommeslageren er exceptionelt udtryksfuld. Hans arme tegner cirkler over trommerne. Mellem to numre hamrer han en marchtakt, der går over i en hjerterytme for så at stoppe.

De spiller alt fra den nyste plade mikset med endnu ikke udgivne numre og nogle gamle, som passer ind på den ene eller den anden måde.

Subtilt er det ikke, men fængslende. Jeg finder mig selv på den yderste kant af sædet under de nye numre for at fange så meget af lyrikken som muligt. Selv de to numre som jeg ret konsekvent har sprunget over på cd’en, nyder jeg at lytte til.

Hun har ret, de kunne ikke undværes.

Først da musikerne kommer på til andet sæt siger PJ tak fordi vi kom og præsenterer bandet, dette sæt sluttes også med ”Thanks for comming, Melbourne”.

Mere bliver der ikke sagt.

 Måske tænker du nu:

”Det lyder sært, gad vide om jeg ville værdsætte sådan en oplevelse?”

Særfrugttesten kan besvare dit spørgsmål.

Jeg går ud fra at du kender Billy Holiday, og ikke mindst har hørt hendes ”Strange Fruit”.

Jeg faldt over den i min gennemgang af mine forældres kassettebånd som 7 årig. Selv om jeg ikke kunne et ord engelsk endnu og selvsagt ikke anede noget om rasehad i USA, spændte hendes intense stemme ben for mine tanker. Jeg lyttede til den éne sang igen og igen, til jeg kunne den udenad. Resten af båndet sagde mig ikke noget.

Hvis du helst ville grave et stort hul og begrave ”Strange Fruit” sammen med ”Intet nyt fra vestfronten”, ”1984” og ”Savior” dybt dybt under din indre radar, vil du nok ikke blive så begejstret for PJ Harveys ” Let England Shake”. 

Hvis du mener at Holidays sære frugt stadig har sin berettelse, fordi den kan åbne vores øjne for noget vi bør se direkte i fjæset, skulle du se at få støvet en billet til Let England Shake op.