Fra den ene Pernille til den anden

Sidst på foråret tog jeg en fortrolig venindesnak med mig selv.
Vi løb på Mosevej mig og mig, og havde den obligatoriske NuErDuSnart40 evaluering.

Lidt vel tidligt måske. Jeg havde måneder i 30'erne endnu.
Det virkede bare naturligt, oven på min beslutning om ikke at ærgre mig over spildte løbemuligheder.
Lige at løbe tibage igennem de andre valg, og tjekke om der lå reel ærgerlse eller visdom gemt et sted.

Jeg har selvfølgelig begået en bunke fejl.

Alligevel var der ikke mange gange, hvor jeg oprigtig kunne sige, at jeg ikke ville gøre nøjagtigt det samme igen. Hvis jeg stod i samme situation, med de samme resurser og oplysninger.

Og så dog.
Der var en fejl, jeg havde gentaget.
Noget jeg havde undladt at gøre igen og igen.
I årevis.

Jeg har festet for lidt.

Sidst jeg holdt fødselsdagsfest for mig selv, var da jeg blev 18.
Jeg købte 10 poser chips, en kasse øl, spurgte nogle få nøje udvalgte og så min 2.G klasse om de ville komme forbi og med på Disco bagefter.
HURRA for en fest.
Det jeg husker bedst var da fyren (som jeg havde haft en dejlig, langvarig, ukompliceret og bevist totalt ensidige forelskelse i) spurgte Lene om hvordan hun kunne holde ud at være veninde med mig? Når jeg nu var så MÆRKELIG?
Oho ... det grinede vi meget af det år.

Da jeg nåede enden af den både korte løbetur og mosevej, gik det op for mig, hvad jeg ville sige til en veninde med sådan en historie.

"Skynd dig at invitere alle dem du gerne vil feste med til slutningen af oktober. Gør det snart! Inden du føler dig for ubetydelig, og ikke synes du orker at prioritere de kræfter det koster."

Derfor gik en pæn slat af uge 43 og 44 op i planlægning og madlavning. Fordi det er sådan jeg fejrer folk jeg holder af.

Jeg hadede mig selv for det undervejs.
Nu er det en af mine ynglingsbeslutninger.

Det blev den bedste fødselsdagfest nogensinde.

Og jeg er det værd.

Smukke tilfældigheder

Forleden spurgte en i mit netværk om jeg følte mig snydt over at have fået kronisk tarmbetændelse? Når nu det også var mig som hørte dårligt.

Om jeg ikke synes det var unfair.

Jeg svarede nej, og pakkede det ind i lettelse over endelig at få en diagnose.

Men faktisk er hele premissen for spørgsmålet bundforkert.

Livet og universet skylder mig ikke en gevinst i lotto fordi min hørelse er dårlig.

Universet er ikke retfærdigt.

Det er bare.

Lige som livet er det tilfældigt, stort, undringsfremkaldene og på uendelig mange måder vidunderligt.

Faktisk er det ret heldigt for mig at det er sådan.

Jeg ville aldrig kunne gøre mig fortjent til at blive født i det meget snævre interval af tid og sted, hvor mine livsmuligheder næsten ikke bliver bestemt af om mine kønskirtler har vandret rundt i bugen og ned i en dinglende hudpose. Så når vi snakker universel retfærdighed er jeg allerede kraftigt bagud på point.

Selvom ting er tilfældige behøver det ikke at betyde at vi ikke kan regne med dem.

Man skal bare løfte blikket fra det enkelte tilfælde til panorama udsigten over alle tilfældighederne.

Ved at bruge lidt grundlæggende matematik, sandsynligheder og statistik er det muligt at se mønstre i rodet.

Tag nu genetikken for eksempel. 

Vi kender pt 38 millioner forskellige enkeltmutationer i mennesker. 

38M forskellige steder i menneskets gensekvens hvor der mindst to mulige baser at vælge imellem: single-nucleotide polymorphisms (også kaldet SNPs blandt venner). 

De er alle opstået ved tilfældige mutationer og de fleste af dem betyder, så vidt vi kan se, ingen ting. 38 millioner lyder af meget men i forhold til de 3 milliarder basepar som vores arveanlæg består af er det ikke overvældende.

Faktisk er den gennemsnitlige forskel i DNAen fra to ubeslægtede mennesker kun 0,1%.

Det betyder også at de gener du har arvet fra din far langt hen af vejen er identiske med de gener du har arvet fra din mor. Men ikke alle er ens og det er selvfølgelig i forskellene at det spændende ligger.

Lad os kikke lidt på Rhesus-blodtyper.

Din Rh-type afhænger af om du har arvet et fungerende Rh-gen fra mindst en af dine forældre. Hvis både din mor og din far har givet et ikke fungerende Rh-gen videre til dig er du Rh-negativ. 

Ud af alle de 11,2 millioner Rh-genvarianter som findes i Danmark (2 for hver af de 5,6 millioner indbyggere) er 38,7% af dem Rh-negativ (Rh-n) varianten (det er 4,34 millioner Rh-n varianter). 

Da genvarianterne er fordelt tilfældigt med to i hvert menneske kan vi regne sandsynligheden ud for at være Rh-negativ:

Det vil være sandsynligheden for at få Rh-n fra din mor gange sandsynligheden for at få den fra din far. Eller 38,7% gange 38,7% = 15%.

På samme måde kan vi regne sandsynligheden for at have to Rh-p varianter: 

61,3% gange 61,3% = 37,5%. 

Vi kender andelen af Rh-p varianter fordi det er de 6,86 milioner som ikke er Rh-n varianten.

Sandsynligheden for at have en Rh-p og en Rh-n variant er lidt mere kompliceret at regne ud. Der er nemlig to måder at få den kombination på.

Du kan arve Rh-p fra din mor og Rh-n fra din far:

61.3% gange 38,7%

eller

Du kan arve Rh-n fra din mor og Rh-p fra din far:

38,7% gange 61.3%

lægger man de to sammen får man 47,5%.

Tilsidst kan vi ligge tjekke at vi har fået alle med:

15%(Rh-n,Rh-n)+37,5%(Rh-p,Rh-p)+47,5%(Rh-p,Rh-n)=100%

Godt, ingen danskere som flandrer rundt uden Rhesus-blodtype.

Og hvad skal alt dette gøre godt for?

-Jo, hvis vi sætter p i stedet for andelen af Rh-p og q i stedet for andelen af Rh-n kan hele smøren koges ned til en af genetikkens ældste og smukkeste linninger:

Hardy-Weinberg liningen er over 100 år gammel og den bliver stadig brugt dagligt til at beskrive genvarianternes fordeling i populationen, og især til at finde genvarianter som ikke fordeler sig tilfældigt.

Også blandt genvarianter er det nemlig afvigerene der er de mest interessante!

Trusler

Jeg kom til at love at forklare et par genetiske formler eller 3 som tak for en spændingsroman jeg vandt hos FruZ.

Det er er af de løfter som det vil gøre en helt del mere ondt på jer end på mig, når jeg holder.

Snigløbet af mig selv

I lørdags gik det helt galt for mig.
Det startede ellers rigtigt godt.
Sønnen ville se life of Brian med resten af familien.
Når ungerne spontant og uprovokeret udviser tegn på suveren god smag, tager jeg det som et tegn på at Manden og jeg har ikke har misset fuldstændigt i forældreskabet.
Så familien bevæbnede sig med hver sin internet forbunde gadget og søgte efter filmen.

Men den var der ikke!

Ikke på Itunes.

Youtube havde en version med portugisisk tekst, hvilket ikke rigtigt er optimalt i et hus med 3 hørehæmmedede.

Arhhh tænkte jeg. Netflix, de må have den.

Og den der gratis måned mon man stadig kan tage den?

Det var der det gik galt.

Vi fik ikke engang set life of Brian!


Jeg kan lige nå at fortælle jer at jeg ikke vandt i DHL.
Jeg gennemførte og så snakker vi ikke mere om det.
Jeg var forkølet, ufokuseret, umotiveret og fuld af dårlige undskyldninger.

Alligevel har jeg har indløst mit startnummer til Viborg marathon. Det bliver ikke kønt. Jeg kommer lige præcist til at kunne løbe 10 km i næste uge.

Men mit sidste motionsløb i 30'erne skal ikke være triste 5 km, det skal være 10 km som løbes på samme rute som halv og hel marathon.

Og nu må I have mig undskyldt, jeg skal have mit netfix.

igen

Jeg vandt i Viborg!

Success er en sær størrelse.

De fleste af os er nød til at sætte meget snævre kriterier op for at kunne sige at vi har vundet.

"Jeg er den bedste løber i 10 meters omkreds."

eller

"Jeg rømmer mig på den mest irriterende måde i hele jylland."

(hvis du tror du har en chance i den kategori skal du bare vide at ham som sidder i kontoret ved siden af mit er en vældig modstander, du skal virkelig stille op med noget ekseptionelt for at vinde der)

Mit succeskriterie i Viborg var ikke at have alt for lang tid mellem mig og den næstsidste på holdet.

Helst ikke mere end 2-3 minutter.

På de 5,7 km.

Bare for at holde lidt på min ære.

men

Da jeg kikkede resultatlisterne igennem var der 5 som var langsommere end mig!

Den ene tæller godt nok ikke rigtigt, hun blev skadet og måtte gå rundt.

Men 4 er også uendeligt mange gange flere end 0!

OG

Ud af de to hold som mit arbejde stillede vandt mit!

Selv om jeg var med!

Hurra!

Der er også den anden måde at vinde på.

Den blinde måde hvor man bare smider et lod og tilfældighederne bestemmer at det er en anden som får præmien.

Eller sådan plejer det at være.

Dagen efter 24-timersløbet lå der en mail fra Løbeklubben på Facebook i min indbakke med et startnummer til Viborg Maraton. Jeg lå i flere timer om natten og spekulerede på store eksistentielle spørgsmål som:

"Skal jeg melde mig til 5 km og løbe pinligt langsomt eller tage 10 km i uhørt ekstrem dårlig tid?"

og

"Er en frostboks i køleskabet et must eller energimæssigt frås? Og har jeg virkeligt brug for et på størrelse med Lolland?"

Under alle omstændigheder kommer jeg nu til at sætte PR i antal motionsløb pr tidsperiode med 3 officielle løb (24-timers løb, DHL i morgen og 5 eller 10 km d. 15/9) på kun 1 måned og 3 dage.

Og se der, så har jeg jo vundet igen!

køle-vække-skab

Jeg vågnede for alvor kl 5.58 i morges da køleskabsdøren faldt af.

Nu er det aldrig rigtigt belejligt når de store næsten livsnødvendige hvidevarer går i stykker.

Og dog.

Når det skulle være, var det måske et OK tidspunkt.

Konfirmationen er overstået.

Efterårets fødselsdagssæson er ikke startet.

Det er ikke jul!

Og mit nu meget klare blik afslørede at jeg havde vendt vrangen ud på mine løbeshorts.

Katastrofeopvågningen og den ekstra adrenalin hjalp måske også lidt til i mit lille afsnit af Viborgs 24 timers løb.

5,7 km under 40 min. og en km tid som ligner den fra min 1/2 maraton i Melbourne, på trods af 6 ekstra kg.

Måske der også var en skjult besked gemt i køleskabets nedbrud?

Myntens fald

Det er lidt hårdt at blive viftet om næsen med næsten uudtømmelige mængder af energi, for derefter at ryge direkte tilbage i sumpen.

Bare pga 5 kager med pebermynte og chokolade.

Jeg var blevet kolhøgen og mente arrogant at jeg godt kunne huske hvilke ting som diæten tillader og hvad som er forbudt.

Fx er der ingen krydderurter på den forbudte liste.

Det er nok fordi mynte slet ikke er blevet testet for svært fordøjelige kulhydrater endnu. Min mave og generelle tilstand meddelte i hvertfald med al uønskelig tydelighed at den potente velvoksende skønhed ikke har en plads i min kostplan … mere.

På solsiden af den historie er at jeg ikke længere får ondt i sjælen af at hive mynte op i køkkenhaven og smide den direkte på komposten.

Og at jeg er sikker på at jeg vil få dage uden overdreven træthed igen.