Snigløbet af mig selv

I lørdags gik det helt galt for mig.
Det startede ellers rigtigt godt.
Sønnen ville se life of Brian med resten af familien.
Når ungerne spontant og uprovokeret udviser tegn på suveren god smag, tager jeg det som et tegn på at Manden og jeg har ikke har misset fuldstændigt i forældreskabet.
Så familien bevæbnede sig med hver sin internet forbunde gadget og søgte efter filmen.

Men den var der ikke!

Ikke på Itunes.

Youtube havde en version med portugisisk tekst, hvilket ikke rigtigt er optimalt i et hus med 3 hørehæmmedede.

Arhhh tænkte jeg. Netflix, de må have den.

Og den der gratis måned mon man stadig kan tage den?

Det var der det gik galt.

Vi fik ikke engang set life of Brian!


Jeg kan lige nå at fortælle jer at jeg ikke vandt i DHL.
Jeg gennemførte og så snakker vi ikke mere om det.
Jeg var forkølet, ufokuseret, umotiveret og fuld af dårlige undskyldninger.

Alligevel har jeg har indløst mit startnummer til Viborg marathon. Det bliver ikke kønt. Jeg kommer lige præcist til at kunne løbe 10 km i næste uge.

Men mit sidste motionsløb i 30'erne skal ikke være triste 5 km, det skal være 10 km som løbes på samme rute som halv og hel marathon.

Og nu må I have mig undskyldt, jeg skal have mit netfix.

igen

Jeg vandt i Viborg!

Success er en sær størrelse.

De fleste af os er nød til at sætte meget snævre kriterier op for at kunne sige at vi har vundet.

"Jeg er den bedste løber i 10 meters omkreds."

eller

"Jeg rømmer mig på den mest irriterende måde i hele jylland."

(hvis du tror du har en chance i den kategori skal du bare vide at ham som sidder i kontoret ved siden af mit er en vældig modstander, du skal virkelig stille op med noget ekseptionelt for at vinde der)

Mit succeskriterie i Viborg var ikke at have alt for lang tid mellem mig og den næstsidste på holdet.

Helst ikke mere end 2-3 minutter.

På de 5,7 km.

Bare for at holde lidt på min ære.

men

Da jeg kikkede resultatlisterne igennem var der 5 som var langsommere end mig!

Den ene tæller godt nok ikke rigtigt, hun blev skadet og måtte gå rundt.

Men 4 er også uendeligt mange gange flere end 0!

OG

Ud af de to hold som mit arbejde stillede vandt mit!

Selv om jeg var med!

Hurra!

Der er også den anden måde at vinde på.

Den blinde måde hvor man bare smider et lod og tilfældighederne bestemmer at det er en anden som får præmien.

Eller sådan plejer det at være.

Dagen efter 24-timersløbet lå der en mail fra Løbeklubben på Facebook i min indbakke med et startnummer til Viborg Maraton. Jeg lå i flere timer om natten og spekulerede på store eksistentielle spørgsmål som:

"Skal jeg melde mig til 5 km og løbe pinligt langsomt eller tage 10 km i uhørt ekstrem dårlig tid?"

og

"Er en frostboks i køleskabet et must eller energimæssigt frås? Og har jeg virkeligt brug for et på størrelse med Lolland?"

Under alle omstændigheder kommer jeg nu til at sætte PR i antal motionsløb pr tidsperiode med 3 officielle løb (24-timers løb, DHL i morgen og 5 eller 10 km d. 15/9) på kun 1 måned og 3 dage.

Og se der, så har jeg jo vundet igen!

køle-vække-skab

Jeg vågnede for alvor kl 5.58 i morges da køleskabsdøren faldt af.

Nu er det aldrig rigtigt belejligt når de store næsten livsnødvendige hvidevarer går i stykker.

Og dog.

Når det skulle være, var det måske et OK tidspunkt.

Konfirmationen er overstået.

Efterårets fødselsdagssæson er ikke startet.

Det er ikke jul!

Og mit nu meget klare blik afslørede at jeg havde vendt vrangen ud på mine løbeshorts.

Katastrofeopvågningen og den ekstra adrenalin hjalp måske også lidt til i mit lille afsnit af Viborgs 24 timers løb.

5,7 km under 40 min. og en km tid som ligner den fra min 1/2 maraton i Melbourne, på trods af 6 ekstra kg.

Måske der også var en skjult besked gemt i køleskabets nedbrud?

Myntens fald

Det er lidt hårdt at blive viftet om næsen med næsten uudtømmelige mængder af energi, for derefter at ryge direkte tilbage i sumpen.

Bare pga 5 kager med pebermynte og chokolade.

Jeg var blevet kolhøgen og mente arrogant at jeg godt kunne huske hvilke ting som diæten tillader og hvad som er forbudt.

Fx er der ingen krydderurter på den forbudte liste.

Det er nok fordi mynte slet ikke er blevet testet for svært fordøjelige kulhydrater endnu. Min mave og generelle tilstand meddelte i hvertfald med al uønskelig tydelighed at den potente velvoksende skønhed ikke har en plads i min kostplan … mere.

På solsiden af den historie er at jeg ikke længere får ondt i sjælen af at hive mynte op i køkkenhaven og smide den direkte på komposten.

Og at jeg er sikker på at jeg vil få dage uden overdreven træthed igen.

Passive Pernille

Jeg har aldrig været i tvivl om at jeg er mere end almindeligt doven.

Jeg ved der er mange som efter endt fuldtidsarbejde ordner haven, laver mad, rydder køkkenet, taler hensynsfuldt til familien før de lige nulrer lidt med en hoby til kl 22. Og i morgen tager de hele turen en gang til.

De fleste dage i mit voksne liv er jeg faldet mere eller mindre sammen efter aftensmaden, eller før hvis den tjans kunne fedtes af på en anden.

Ren dovenskab.

Heldigvis er jeg også selvtilgivende af natur.

Jeg har levet fredeligt med min slaphed, og bevist prioriteret at være et semiordenligt menneske for min familie (eller forsvinde i fag- eller skønlitteratur) i stedet for at orke at nå så meget andet (som opvasken fx).

Men de sidste par uger er jeg blevet rystet i min grundselvforståelse.

Jeg er gået på low fodmap diæt (hør om det i sundhed på P1 eller læs her).
Det skulle afhjælpe symptomerne på kronisk tarmbetændelse, og jeg har nu fuldt retningslinierne ret fascistisk i 21 dage.

Jeg mærker ikke den store forskel i min primære tarmfunktion … endnu (jeg skal nok spare jer for detaljer ;-)).
Det er ret bøvlet at undgå hvedemel, rug, løg, linser, æbler m.m.
Især er det træls socialt, fordi jeg må takke nej til kage og brød og slæbe min egen frokost med til konferencer og møder.

Alligevel er jeg nu en født_igen_low_fodmapper.

Jeg har nemlig i de sidste 2 uger haft flere aftner med energi, glæde og virkelyst i streg, end jeg kan huske at have haft siden …

nogensinde.

I aner ikke hvor glad det gør mig!

I det lange løb

I dag løber de halvmaraton i Aarhus.
For et halvt år siden troede jeg, at jeg skulle løbe med.
I stedet er ugens lange løb for mit vedkommende:

15 min + 2 min tempo.

Det kan godt give stof til ærgelse. Men nu løber jeg ikke for at samle på fortrædeligheder, dem kan jeg sagtens finde hjemme på sofaen.

Måske er tomme tvtimer på sofaen det eneste som det er virkelig værd at ærgre sig over?

På mine korte løbe/gå ture tæller jeg ærgelsespreventivt fordelene ved at være startet forfra fra løbebunden:

Jeg behøver ikke at have væske med.
Rumle (vores hyperspaniel) kan løbe med, også på de "lange" (HA HA) varme ture.
Planlægning er intet problem.
Jeg kan løbe lige efter jeg har spist.
Mine løbesko holder længere.
Jeg behøver ikke finde nye mål men kan genbruge de gamle.
Hvem tæller tid og distance? Jeg løber.

Det virker faktisk.
Jeg nyder mine korte ture.
De bliver mikroskopisk længere for hver uge der går.

God vind til dem der løber i dag!

Jeg glæder mig i denne tid!

Der er længe til siger du?

Nej da -
For lige om lidt er der citroner

Pæoner

Tomater

Græskar 

Bønner

Hestebønner

Jordbær

Grønkål

Salat

Og jeg kunne blive ved, og ved, og ved,

Hurra for forsommer glæder!