Low fodmap på tid

Bøvlet diet og ultratravlt passer ikke voldsomt godt sammen.

Faktisk er det eneste match der er dårligere at stoppe med diet og få akutte anfald af feber, ondt og slut-med-at-arbejde-træthed kl 14. 

Derfor falder vi ikke i takeawayfælden længere - og jo det her er en tilståelses sag:

Mine unger har før fået pizza og købe lassange fordi deres forældre har glemt at aftenmaden ikke køber ind og laver sig selv.

Der er ikke mange nemme madløsninger der kan opfylde kravene i low fodmap. Sushi er fint, hvis du styrer uden om makiruller med mayo, avokado, asparges osv, osv (Langå er desværre totalt renset for sushibarer) - kylling med pomfrit kan gå an hvis du ikke spiser den medfølgende salat (helt ærligt; mit liv er for kort til friturekylling mere end en gang i kvartalet) men det er så også nærmest det.

Alligevel er der ingen grund til at fortvivle når klokken er blevet 17.30 inden tanken om det forestående familiemåltid kryber op fra din mave mod hjernen.

Du har masser af muligheder:

a)Du laver pandekager af boghvede + majsmel + æg + laktosefri mælk.

- Hvis den nærmeste dagligvare pusher er løbet tør for specialmælk er øl en glimrende base for pandekager.

- Hvis det er under 48 timer siden I sidst fik pandekager kan du lave vafler. Jo det er noget helt andet.

b)Du laver speltspagetti med trøffel-citron-chili-olie. Tro mig det er et sikkert hit på 15 minutter.

Mens pastaen koger, blander du trøffelolie med revet skal af en citron, frisk hakket chili, salt, peber og evt. hakket hvidløgstop (strengt taget ved jeg ikke om hvidløgstop er kosher, men porretop, og det grønne af forårsløg er, så jeg tør godt). Hvis du har en potent trøffelolie fortynder du den med en god olivenolie, du er nød til at smage dig frem - der er stor forskel på kvaliteten. Der er stadig tid inden pastaen er færdig til at finde seranoskinken og filetkniven frem (jeg er blevet afhængig af at have et stykke hel serano i huset, men et par pakker skiveskåret god skinke kan også gøre det). Hæld Vandet fra og bland olien i den færdig varme pasta. Tag parmesan og skinke med ind til bordet. Dejligt er det og nemmere bliver det ikke.

c) Du lærer ungerne at lave mad.

Velbekomme.

Pausefisk

Jeg er ikke gået helt bag fra det her blogning.

Tror jeg nok.

Der er bare ikke rigtigt nogle ord tilbage i mig efter 10 times dagligt arbejde (incl i weekender).

Jeg kan heldigvis stadig grine - min projektleder spurgte fx i fredags om jeg holdt vinterferie i år.
Åh hå hå -Det er rart at have kollegaer med humor.

Jeg lover at vende tilbage her til i foråret -

Når undervisningen er ovre, de skamløst sammenfaldende deadlines er overstået og den værste damp er gået af mit blodtryk.

Og her en pausefisk til jer:

Man troede den var uddød for millioner af år siden og så dukkede den op i et fiskenet.
True story.

Og hun så at det var godt

Sidste gang det var januar mærkede jeg ind til marven at alt det min karriere ikke er og aldrig bli'r

loyal
trofast
pålidelig
omsorgsfuld
fundamentsfast

alt det (og meget mere) er den mand jeg har været kæreste med i 21 år.

Og nej jeg vil stadig ikke bytte!

Science is a bitch

Sidste gang det var januar slog min karriere op med mig.

På "det er ikke dig, det er mig" måden.

Selvom karrieren aldrig har lagt skjul på, at Jeg er mere vild med den, end den er vild med mig, brændte det mig.

Der var dage hvor jeg skulle disciplinere mine tanker hårdt for ikke at komme til at græde midt i offentligtransport.

Det tog mig lang tid at finde fortællingen, der kan gøre historien, og min reaktion, begribelig for mig selv og andre.

Det er ligesom de kvinder der elsker mænd, der ikke vil "bindes". Kvinder som tænker, hvis jeg nu gør mig ekstra umage, arbejder ekstra hårdt, regner hans luner ud, og opfylder hans behov, inden han selv bliver klar over dem.

Så må han da indse hvor højt han elsker mig!

Men han elsker bare ikke, vel.

Og det ved du også godt.

Selvforskyldt.

Punktum.

Jeg kunne aldrig drømme om at investere i så ulige et kærlighedsforhold. Alligevel var det præcist sådan det føltes da min karriere sagde:

"Ej, men du er jo helt vildt god og så'rn. Til en masse ting altså ... Bare ikke lige til det jeg har brug for nu."

Og nu?

Næsten et år senere, ville jeg gerne kunne skrive at jeg havde fundet mig en ny. En som vil mig mindst lige så meget som jeg vil den. En jeg kan stole på.

Sandheden er at en fælles ven sendte en mail. Min karriere havde ikke ment det så slemt alligevel. Om vi ikke kunne ses lidt igen?

Nyt sted, nyt projekt, ny kærnekompetence?

Samme manglende fremtidsudsigter.

Jeg sagde ja og lige nu har vi en fest, med lækre data, gode kollegaer og ynglings undervisning.

Jeg må vel synes at det er tømmermændene værd?

Fra den ene Pernille til den anden

Sidst på foråret tog jeg en fortrolig venindesnak med mig selv.
Vi løb på Mosevej mig og mig, og havde den obligatoriske NuErDuSnart40 evaluering.

Lidt vel tidligt måske. Jeg havde måneder i 30'erne endnu.
Det virkede bare naturligt, oven på min beslutning om ikke at ærgre mig over spildte løbemuligheder.
Lige at løbe tibage igennem de andre valg, og tjekke om der lå reel ærgerlse eller visdom gemt et sted.

Jeg har selvfølgelig begået en bunke fejl.

Alligevel var der ikke mange gange, hvor jeg oprigtig kunne sige, at jeg ikke ville gøre nøjagtigt det samme igen. Hvis jeg stod i samme situation, med de samme resurser og oplysninger.

Og så dog.
Der var en fejl, jeg havde gentaget.
Noget jeg havde undladt at gøre igen og igen.
I årevis.

Jeg har festet for lidt.

Sidst jeg holdt fødselsdagsfest for mig selv, var da jeg blev 18.
Jeg købte 10 poser chips, en kasse øl, spurgte nogle få nøje udvalgte og så min 2.G klasse om de ville komme forbi og med på Disco bagefter.
HURRA for en fest.
Det jeg husker bedst var da fyren (som jeg havde haft en dejlig, langvarig, ukompliceret og bevist totalt ensidige forelskelse i) spurgte Lene om hvordan hun kunne holde ud at være veninde med mig? Når jeg nu var så MÆRKELIG?
Oho ... det grinede vi meget af det år.

Da jeg nåede enden af den både korte løbetur og mosevej, gik det op for mig, hvad jeg ville sige til en veninde med sådan en historie.

"Skynd dig at invitere alle dem du gerne vil feste med til slutningen af oktober. Gør det snart! Inden du føler dig for ubetydelig, og ikke synes du orker at prioritere de kræfter det koster."

Derfor gik en pæn slat af uge 43 og 44 op i planlægning og madlavning. Fordi det er sådan jeg fejrer folk jeg holder af.

Jeg hadede mig selv for det undervejs.
Nu er det en af mine ynglingsbeslutninger.

Det blev den bedste fødselsdagfest nogensinde.

Og jeg er det værd.

Smukke tilfældigheder

Forleden spurgte en i mit netværk om jeg følte mig snydt over at have fået kronisk tarmbetændelse? Når nu det også var mig som hørte dårligt.

Om jeg ikke synes det var unfair.

Jeg svarede nej, og pakkede det ind i lettelse over endelig at få en diagnose.

Men faktisk er hele premissen for spørgsmålet bundforkert.

Livet og universet skylder mig ikke en gevinst i lotto fordi min hørelse er dårlig.

Universet er ikke retfærdigt.

Det er bare.

Lige som livet er det tilfældigt, stort, undringsfremkaldene og på uendelig mange måder vidunderligt.

Faktisk er det ret heldigt for mig at det er sådan.

Jeg ville aldrig kunne gøre mig fortjent til at blive født i det meget snævre interval af tid og sted, hvor mine livsmuligheder næsten ikke bliver bestemt af om mine kønskirtler har vandret rundt i bugen og ned i en dinglende hudpose. Så når vi snakker universel retfærdighed er jeg allerede kraftigt bagud på point.

Selvom ting er tilfældige behøver det ikke at betyde at vi ikke kan regne med dem.

Man skal bare løfte blikket fra det enkelte tilfælde til panorama udsigten over alle tilfældighederne.

Ved at bruge lidt grundlæggende matematik, sandsynligheder og statistik er det muligt at se mønstre i rodet.

Tag nu genetikken for eksempel. 

Vi kender pt 38 millioner forskellige enkeltmutationer i mennesker. 

38M forskellige steder i menneskets gensekvens hvor der mindst to mulige baser at vælge imellem: single-nucleotide polymorphisms (også kaldet SNPs blandt venner). 

De er alle opstået ved tilfældige mutationer og de fleste af dem betyder, så vidt vi kan se, ingen ting. 38 millioner lyder af meget men i forhold til de 3 milliarder basepar som vores arveanlæg består af er det ikke overvældende.

Faktisk er den gennemsnitlige forskel i DNAen fra to ubeslægtede mennesker kun 0,1%.

Det betyder også at de gener du har arvet fra din far langt hen af vejen er identiske med de gener du har arvet fra din mor. Men ikke alle er ens og det er selvfølgelig i forskellene at det spændende ligger.

Lad os kikke lidt på Rhesus-blodtyper.

Din Rh-type afhænger af om du har arvet et fungerende Rh-gen fra mindst en af dine forældre. Hvis både din mor og din far har givet et ikke fungerende Rh-gen videre til dig er du Rh-negativ. 

Ud af alle de 11,2 millioner Rh-genvarianter som findes i Danmark (2 for hver af de 5,6 millioner indbyggere) er 38,7% af dem Rh-negativ (Rh-n) varianten (det er 4,34 millioner Rh-n varianter). 

Da genvarianterne er fordelt tilfældigt med to i hvert menneske kan vi regne sandsynligheden ud for at være Rh-negativ:

Det vil være sandsynligheden for at få Rh-n fra din mor gange sandsynligheden for at få den fra din far. Eller 38,7% gange 38,7% = 15%.

På samme måde kan vi regne sandsynligheden for at have to Rh-p varianter: 

61,3% gange 61,3% = 37,5%. 

Vi kender andelen af Rh-p varianter fordi det er de 6,86 milioner som ikke er Rh-n varianten.

Sandsynligheden for at have en Rh-p og en Rh-n variant er lidt mere kompliceret at regne ud. Der er nemlig to måder at få den kombination på.

Du kan arve Rh-p fra din mor og Rh-n fra din far:

61.3% gange 38,7%

eller

Du kan arve Rh-n fra din mor og Rh-p fra din far:

38,7% gange 61.3%

lægger man de to sammen får man 47,5%.

Tilsidst kan vi ligge tjekke at vi har fået alle med:

15%(Rh-n,Rh-n)+37,5%(Rh-p,Rh-p)+47,5%(Rh-p,Rh-n)=100%

Godt, ingen danskere som flandrer rundt uden Rhesus-blodtype.

Og hvad skal alt dette gøre godt for?

-Jo, hvis vi sætter p i stedet for andelen af Rh-p og q i stedet for andelen af Rh-n kan hele smøren koges ned til en af genetikkens ældste og smukkeste linninger:

Hardy-Weinberg liningen er over 100 år gammel og den bliver stadig brugt dagligt til at beskrive genvarianternes fordeling i populationen, og især til at finde genvarianter som ikke fordeler sig tilfældigt.

Også blandt genvarianter er det nemlig afvigerene der er de mest interessante!

Trusler

Jeg kom til at love at forklare et par genetiske formler eller 3 som tak for en spændingsroman jeg vandt hos FruZ.

Det er er af de løfter som det vil gøre en helt del mere ondt på jer end på mig, når jeg holder.

Snigløbet af mig selv

I lørdags gik det helt galt for mig.
Det startede ellers rigtigt godt.
Sønnen ville se life of Brian med resten af familien.
Når ungerne spontant og uprovokeret udviser tegn på suveren god smag, tager jeg det som et tegn på at Manden og jeg har ikke har misset fuldstændigt i forældreskabet.
Så familien bevæbnede sig med hver sin internet forbunde gadget og søgte efter filmen.

Men den var der ikke!

Ikke på Itunes.

Youtube havde en version med portugisisk tekst, hvilket ikke rigtigt er optimalt i et hus med 3 hørehæmmedede.

Arhhh tænkte jeg. Netflix, de må have den.

Og den der gratis måned mon man stadig kan tage den?

Det var der det gik galt.

Vi fik ikke engang set life of Brian!


Jeg kan lige nå at fortælle jer at jeg ikke vandt i DHL.
Jeg gennemførte og så snakker vi ikke mere om det.
Jeg var forkølet, ufokuseret, umotiveret og fuld af dårlige undskyldninger.

Alligevel har jeg har indløst mit startnummer til Viborg marathon. Det bliver ikke kønt. Jeg kommer lige præcist til at kunne løbe 10 km i næste uge.

Men mit sidste motionsløb i 30'erne skal ikke være triste 5 km, det skal være 10 km som løbes på samme rute som halv og hel marathon.

Og nu må I have mig undskyldt, jeg skal have mit netfix.

igen

Jeg vandt i Viborg!

Success er en sær størrelse.

De fleste af os er nød til at sætte meget snævre kriterier op for at kunne sige at vi har vundet.

"Jeg er den bedste løber i 10 meters omkreds."

eller

"Jeg rømmer mig på den mest irriterende måde i hele jylland."

(hvis du tror du har en chance i den kategori skal du bare vide at ham som sidder i kontoret ved siden af mit er en vældig modstander, du skal virkelig stille op med noget ekseptionelt for at vinde der)

Mit succeskriterie i Viborg var ikke at have alt for lang tid mellem mig og den næstsidste på holdet.

Helst ikke mere end 2-3 minutter.

På de 5,7 km.

Bare for at holde lidt på min ære.

men

Da jeg kikkede resultatlisterne igennem var der 5 som var langsommere end mig!

Den ene tæller godt nok ikke rigtigt, hun blev skadet og måtte gå rundt.

Men 4 er også uendeligt mange gange flere end 0!

OG

Ud af de to hold som mit arbejde stillede vandt mit!

Selv om jeg var med!

Hurra!

Der er også den anden måde at vinde på.

Den blinde måde hvor man bare smider et lod og tilfældighederne bestemmer at det er en anden som får præmien.

Eller sådan plejer det at være.

Dagen efter 24-timersløbet lå der en mail fra Løbeklubben på Facebook i min indbakke med et startnummer til Viborg Maraton. Jeg lå i flere timer om natten og spekulerede på store eksistentielle spørgsmål som:

"Skal jeg melde mig til 5 km og løbe pinligt langsomt eller tage 10 km i uhørt ekstrem dårlig tid?"

og

"Er en frostboks i køleskabet et must eller energimæssigt frås? Og har jeg virkeligt brug for et på størrelse med Lolland?"

Under alle omstændigheder kommer jeg nu til at sætte PR i antal motionsløb pr tidsperiode med 3 officielle løb (24-timers løb, DHL i morgen og 5 eller 10 km d. 15/9) på kun 1 måned og 3 dage.

Og se der, så har jeg jo vundet igen!

køle-vække-skab

Jeg vågnede for alvor kl 5.58 i morges da køleskabsdøren faldt af.

Nu er det aldrig rigtigt belejligt når de store næsten livsnødvendige hvidevarer går i stykker.

Og dog.

Når det skulle være, var det måske et OK tidspunkt.

Konfirmationen er overstået.

Efterårets fødselsdagssæson er ikke startet.

Det er ikke jul!

Og mit nu meget klare blik afslørede at jeg havde vendt vrangen ud på mine løbeshorts.

Katastrofeopvågningen og den ekstra adrenalin hjalp måske også lidt til i mit lille afsnit af Viborgs 24 timers løb.

5,7 km under 40 min. og en km tid som ligner den fra min 1/2 maraton i Melbourne, på trods af 6 ekstra kg.

Måske der også var en skjult besked gemt i køleskabets nedbrud?

Myntens fald

Det er lidt hårdt at blive viftet om næsen med næsten uudtømmelige mængder af energi, for derefter at ryge direkte tilbage i sumpen.

Bare pga 5 kager med pebermynte og chokolade.

Jeg var blevet kolhøgen og mente arrogant at jeg godt kunne huske hvilke ting som diæten tillader og hvad som er forbudt.

Fx er der ingen krydderurter på den forbudte liste.

Det er nok fordi mynte slet ikke er blevet testet for svært fordøjelige kulhydrater endnu. Min mave og generelle tilstand meddelte i hvertfald med al uønskelig tydelighed at den potente velvoksende skønhed ikke har en plads i min kostplan … mere.

På solsiden af den historie er at jeg ikke længere får ondt i sjælen af at hive mynte op i køkkenhaven og smide den direkte på komposten.

Og at jeg er sikker på at jeg vil få dage uden overdreven træthed igen.

Passive Pernille

Jeg har aldrig været i tvivl om at jeg er mere end almindeligt doven.

Jeg ved der er mange som efter endt fuldtidsarbejde ordner haven, laver mad, rydder køkkenet, taler hensynsfuldt til familien før de lige nulrer lidt med en hoby til kl 22. Og i morgen tager de hele turen en gang til.

De fleste dage i mit voksne liv er jeg faldet mere eller mindre sammen efter aftensmaden, eller før hvis den tjans kunne fedtes af på en anden.

Ren dovenskab.

Heldigvis er jeg også selvtilgivende af natur.

Jeg har levet fredeligt med min slaphed, og bevist prioriteret at være et semiordenligt menneske for min familie (eller forsvinde i fag- eller skønlitteratur) i stedet for at orke at nå så meget andet (som opvasken fx).

Men de sidste par uger er jeg blevet rystet i min grundselvforståelse.

Jeg er gået på low fodmap diæt (hør om det i sundhed på P1 eller læs her).
Det skulle afhjælpe symptomerne på kronisk tarmbetændelse, og jeg har nu fuldt retningslinierne ret fascistisk i 21 dage.

Jeg mærker ikke den store forskel i min primære tarmfunktion … endnu (jeg skal nok spare jer for detaljer ;-)).
Det er ret bøvlet at undgå hvedemel, rug, løg, linser, æbler m.m.
Især er det træls socialt, fordi jeg må takke nej til kage og brød og slæbe min egen frokost med til konferencer og møder.

Alligevel er jeg nu en født_igen_low_fodmapper.

Jeg har nemlig i de sidste 2 uger haft flere aftner med energi, glæde og virkelyst i streg, end jeg kan huske at have haft siden …

nogensinde.

I aner ikke hvor glad det gør mig!

I det lange løb

I dag løber de halvmaraton i Aarhus.
For et halvt år siden troede jeg, at jeg skulle løbe med.
I stedet er ugens lange løb for mit vedkommende:

15 min + 2 min tempo.

Det kan godt give stof til ærgelse. Men nu løber jeg ikke for at samle på fortrædeligheder, dem kan jeg sagtens finde hjemme på sofaen.

Måske er tomme tvtimer på sofaen det eneste som det er virkelig værd at ærgre sig over?

På mine korte løbe/gå ture tæller jeg ærgelsespreventivt fordelene ved at være startet forfra fra løbebunden:

Jeg behøver ikke at have væske med.
Rumle (vores hyperspaniel) kan løbe med, også på de "lange" (HA HA) varme ture.
Planlægning er intet problem.
Jeg kan løbe lige efter jeg har spist.
Mine løbesko holder længere.
Jeg behøver ikke finde nye mål men kan genbruge de gamle.
Hvem tæller tid og distance? Jeg løber.

Det virker faktisk.
Jeg nyder mine korte ture.
De bliver mikroskopisk længere for hver uge der går.

God vind til dem der løber i dag!

Jeg glæder mig i denne tid!

Der er længe til siger du?

Nej da -
For lige om lidt er der citroner

Pæoner

Tomater

Græskar 

Bønner

Hestebønner

Jordbær

Grønkål

Salat

Og jeg kunne blive ved, og ved, og ved,

Hurra for forsommer glæder!

re noter fra Irland

Here be Bulmers

You need to know no more

Noter fra Irland

Guide til fodgængerlyskryds:
Grøn: Gå
Gul:         Gå
Rød:        Småløb

Her har de også krigsmemorials som i UK og Aus. Bare for de irske frihedshelte i stedet.

Lamb stew på pub er vildt autentisk irsk og smager fuldstændigt som lammefrikasse med en klat kartoffelmos i.

Prøv ikke at lave små vitser med personalet, når du køber ind. Det er IKKE sjovt at handle.

I Nordirland spiser man hellere MacD end den hjemmelavede kylling din kinesiske sambo har lavet.

Græsset er bare grønnere i Irland.

Ågedder er de lækreste

Jeg har ikke længere ondt i min hæl.

Det er jo en positiv ting.

Prisen for min totale helbredelse er, at jeg er startet forfra.

Helt forfra.

Jeg løber nu 3 ultra korte ture om ugen, med max 6 minutters løb i streg og gåpauser ind i mellem.

Faktisk følger jeg samme program, som jeg gjorde i foråret 2010.

Min krop er næsten faldet tilbage til før løbe niveau også … godt nok med lidt færre kg, men lige så løs og dvask i kødet.

Det er vildt så stor en forskel der er på en muskel som bare skal holde din krop fra at falde af sofaen, og så en der jævnligt arbejder hårdt med at flytte hele dit kadaver flere km i streg.

Det fik jeg set helt tæt på i lørdags.

Manden og jeg satte en lille jolle i Nørreåen, drev med strømmen og kastede spindere i vandet fra kl 7 til kl 16.

Det er en helt acceptabel måde at bruge en lørdag på.

Mod sædvanen var jeg ubetinget den som fik mest på krogen, både af den iretterrende slags (der var ind i mellem sidevindstød så agnen landede i grøden ved brinken eller helt op på land) og den mere spændende variant der sovser alt i bunden af jollen ind i åvand og slim.

Dagens højdepunkt var da en næsten 8 kg tung gedde trak os et par hunderede meter nedstrøms. Jeg har haft næsten lige så tunge  fisk for enden af min line før, men det har været søgedder og det er ikke det samme.

Forskellen er også åbenbar når man har fået fisken hjem i køkkenet.

En søgedde er hvid og løs i kødet, med et meget tyndt rødligt muskellag lige under skindet langs sidelinien. En ågedde har faste hvide muskler og meget tykkere og bredere lag af de røde muskler.

Og hvorfor nu det?

Ågedden lever i strømmende vand og selv om den ynder at stå i læ  for strømmen og vente på byttet, er den konstant nød til at justere sin position for ikke at blive skyllet ud af åsystemet. Søgedderne kan bedre tage det roligt, og spare på muskelkraften indtil der en mulighed for noget spiseligt for enden af bevægelsen.

Gedden er en kortdistance sprinter. Den gemmer sig i grøden og venter. Når et bytte kommer tæt nok på springer den frem, drevet af et kraftigt slag med halen. Hvis skallen undslipper i første omgang, optager gedden som regel ikke forfølgesen.

De hvide muskler, som kan arbejde hårdt men kort på sukker og uden ret meget ilt, passer perfekt til formålet. Godt nok dannes der affaldstoffer når musklen arbejder anaerobt, men i de korte tidsrum gedden arbejder på maks er det ikke noget problem. Der er masser af tid til at restituere bagefter mens byttet, eller ærgrelsen, fordøjes.

Ågedden jager på samme måde. Men oven i jagtsprinten må den også bruge muskelkraft på at holde sin plads i åen. Det er de hvide løse muskler ikke gode til. De bliver trætte og syrer til for hurtigt. De røde muskelfibre har deres farve fra myoglobin. Myoglobin er i familie med den hæmoglobin som farver hvirveldyrs blod rødt og transporterer ilt rundt i kroppen. I de røde muskler hjælper myoglobinen med at hive ilten ud af blodkarrene, og at fragte den hurtigere ind i musklens indre, hvor den kan bruges til aerobt arbejde. Når muskelen forbrænder fedt med ilt udnyttes energien meget bedre, og der dannes færre affaldsstoffer. De røde muskelceller kan blive ved med at arbejde i lang tid uden at trættes. Derfor ser et stump ågedde muskel sådan ud:

Og når den er hakket er farsen helt rødspættet.

Kulinarisk foretrækker jeg klart ågedder.
Især hvis den skal tilberedes hel, men fiskefrikadellerne bliver også bedre af det mere faste kød. De fleste fiskedunser i DK bliver lavet af saltvandsfisk, men ingen af dem kan slå en ægte geddedelle.

Man høster måske som man sår

I mit drivhus står små nysåede aspargesplanter.

Hver gang jeg kikker på dem minder de mig om min bedstemors have. Og om at man nogen gange må så, og vente og vente og vente, det ene år efter det andet, før man kan høste.

Jeg har ønsket mig et aspargesbed, siden vi flyttede i hus i vinteren 1996. Men da planterne skal være 4 år før man må overveje at høste af dem, er det et langtidsprojekt. Jeg har i de 15 år været på korttidskontrakter og ikke kunnet se ret langt ud fremtiden. Det har føltes omsonst at starte et projekt op som jeg måske ikke ville se færdigt.

Jeg kan stadigt ikke garantere mig selv at vi bliver boende her.
Jeg ved dog med 100% sikkerhed at hvis jeg ikke havde sået asparges i år, så havde jeg ikke en chance for at få friske grønne asparges i haven i 2017.

Under alle omstændigheder har jeg nu forventningens glæde.