December 2012 er sær

 Ligesom overdreven bogstavelig indvoldsindsigt og manglende metaforisk samme har resten af december været virkelig gennemført sær.

Sønnen kan fremvise fine lyserøde strækmærker på ryggen som bevis på at det ikke bare er mig som synes det går voldsomt stærkt med ham rent vækstmæssigt.

Datteren ligner mig nu så meget at jeg flere gange har taget fejl af hvem af os jeg kunne se i bilens sidespejl.

På Mandes job er der en ret rendyrket opvisning af uhyggelig dårlig og visionsløs ledelse. Af den slags man ikke taler så meget om fordi folk ikke ville tro en.

Jeg har hele tiden tænkt at lige om lidt, i næste uge, får jeg tid til det der jul. For dernæst at løbe panden direkte ind i den næste uventede deadline.

Jeg vil for altid huske at den allerførste ordudveksling jeg nogensinde havde med min svigerindes svigerfar (udover goddag og glædelig jul) indeholdt en fyldestgørende liste over de sengekantsfilm han har set til og med d.24.12 2012.

Først d.24. om eftermiddagen, med ænderne i min svigerindes sjællandske ovn og tre hunde i hierarkiforvirring om benene, faldt julestemningen til.

Den landede blødt på trods af umulige ods.

Sær siger jeg jer.

Men det er ikke ubetinget noget dårligt.

Jeg gjorde det ikke!

Det kriblede godt nok i mig, men:

Det var hverken mig som åbnede eller lukkede samtalen denne gang!

VIVA LA EVOLUTION!

Her går det godt, send flere prøver

Nå ...
Den rare speciallæge, som var en anden end de to som kikkede ind i mig, sagde at alle mine prøver var så fine, så fine.

Han havde også lyst til at lære mig at bruge google.

JO DET ER SANDT

Men ret skal være ret, det var før han spurgte mig om jeg var i job.

Nå men efter jeg havde fortalt ham en tiendedel af den historie jeg har plastet ud her og følgende sider.
(og så var der ligesom ikke mere tid vel ... vi måtte videre)
Og efter jeg havde spurgt om irritabel tyktarm kunne give de små blødninger jeg har haft.

Så blev han enig med sig selv om, at vi lige kan prøve at kikke den anden vej ind også.
Og skanne det sidste stykke imellem.

Og mødes igen til februar.

Og så er der svar?

Slut med fordøjelsessystemudkrængning

I dag skal jeg have testsvar.
Svar på biopsier, blod- og fæcisprøver.

Jeg har allerede været inde og få lagt lys ind. Der hvor solen ellers aldrig skinner. Det er faktisk så længe siden nu at min højre hånd og underarm er helt normal i farven igen.

Vi ved derfor at der er noget at komme efter.
Jeg håber lægen kan fortælle mig hvad det er.

Hvis I undrer jer over hvad det magiske ord var.

Det ord som ledte lægen (den 5. praktiserendelæge i rækken) uden om virus, leukæmi, nyre- eller leversygdom og rygproblemer.

Så er svaret snot.
Et symptom så ligegyldigt, konstant og ugenerende at jeg ikke har lagt mærke til det før.

De sidste uger har bloggen gået i selvsving. Det var altså ikke deres browser der var noget i vejen med, men hele flue i løb.
Undskyld.
Det stopper nu!

Hos lægen, igen

"Jeg tror altså det er noget med min ryg i stedet for."
"Er det her du har ondt?"
Lægen trykker let på de nederste af mine ribben.
"Nej længere nede."
"Her … eller her?"
!
"Bingo."
Ja tak, og så må han ellers gerne flytte sine fingre! Lægen trykker lidt mere rundt på lænden, det er klart værst inde ved mørbraden op af rygsøjlen.
"Du kan godt sætte dig op igen, og nej det er ikke dine nyrer det er galt med. De sidder slet ikke der hvor du har ondt, men oppe under ribbenene."
Jeg spærrer øjnene op.
"Okay? Det giver selvfølgelig evolutionær mening at beskytte dem mest muligt."
"? Øh ja. Skal vi finde en fysioterapeut at henvise dig til?"

Jeg cykler hjemad med henvisningen til fysioterapi og intensiv pilates i lommen. Det kan kun gå fremad herfra. Sært egentlig at jeg ikke har sammenkørt min studieviden med det sludder jeg fik at vide som 20-årig. Sikke et held at jeg løb ind i en praktiserende læge, som faktisk ved lidt om den menneskelige anatomi.

Aften

"Pernille."

...

"Pernille."

"Mmmm?"

"Jeg går ud og spiser nu, der står en åben cola lige her på dit natbord. Jeg synes du skal prøve at få lidt ned."

"Tak"

Jeg snuser til coladåsen.
Alene lugten er nok til at sende mig på toilettet.
Der er ingen grund til at tænde lyset, jeg kender vejen.

Det er kun galde, slim og vand som løber ud.
Nu må det da være slut.
For i aften.
I det hele taget faktisk!
Jeg skal have en tid hos lægen lige så snart vi kommer hjem.

Eftermiddag

Dorthe parkerer i vejsiden.
"Du ser lidt bleg ud, skal vi tage hjem til hotellet så du kan ligge ned?"
Jeg smiler. Håber det ser mere tappert og fortrøstningsfuldt  ud end det føles.
"Det er OK. Hvis bare jeg kan få lov til at sidde i bilen, mens du samler poserne ind og tjekker for buzzatii."
Jeg lægger sædet ned, og trækker vejret dybt ned i maven. Kl er 14, maven har krampet siden kl 10. Erfaring siger mig at der er 6-8 timer igen før hele systemet er tømt og jeg kan sove. Dem kan jeg lige så godt tilbringe i bilen som på hotelværelset.

Husk: luften skal helt ned i lungerne … og så ud med den igen. Godt.

En ting er at jeg er ukampdygtig. Det her skal ikke også forhindre Dorthe i at gøre sit arbejde.
Der lyder et smæld fra bagagerummet. Hun har stillet posen med banan om bag i bilen og sætter sig ind bag rattet.
"Der var heller ikke nogen her. Så er der kun 5 steder mere, før vi kan kalde det fyraften."
"Mmm. Det er fint."
Jeg lukker øjnene. Der er ikke længere overskud til at være selskabelig.
Det kan sku' ikke være rigtigt det her: Man skulle tro det var mig der var godt 20 år ældre end Dorthe og ikke omvendt.