Til Info. 2

Hvis du nu tilslutter din windowsformaterede eksterne backup harddisk til din mac.

Og mac’en så spørger om du vil lave backup med timemachine.

Så siger du pænt nej tak. Også selv med der er oceaner af plads og du virkelig burde se at få lavet den backup.

Du siger nej, fordi mac’en ellers sletter hele lortet.

Alle vores billeder og videoer hernede fra fx. Som vi jo ikke lige havde en back up af vel.

Selvfølgelig kan de genoprettes… uden mappeoplysninger og filnavne.

Så det ligger i et rod sammen med en trillion lydfiler og alle vores digitale billeder.

Nå, men jeg da helt varm om hjertet, da jeg genså billederne fra Læsø sidste år.

Når jeg bliver rigtig voksen, vil jeg bo på Læsø, og leve af jomfruhummere, hjemmerørt mayo og børnebøger.

Opløb

Det der med at løbe med konkurrencehastighed på de lange træningsture ikke?

Og så til gengæld løbe færre Km.

Det er en dårlig ide, og jeg burde have vist bedre.

Det gør jeg så også nu.

Man skal da løbe stærkere til konkurrencerne. Fordi… sådan er det.

Og det er jo ikke meningen, at jeg skal rende rundt med snablen i en energi drik på træningsture. Slet ikke når nu der er et ekstra snige kilo, som vil med ud at løbe. Hvis jeg kan løbe 18-20 km i konkurrencetempo uden sukkertilskud, er min fart ambition sat for lavt. 

Og det er den nok næppe.

Og det tager altså lidt af min motivation, at jeg ikke kan holde det tempo, jeg havde tænkt mig hele vejen. 

Med 1 ½ uge til ½ maratonstart er det ikke lige tiden til et motivationssvigt.

Den sidste lange tur inden bliver med 20 km ca. 7 min pr km.

Det bliver en stor succes!

Bare lige så jeg ved det.

Så mangler jeg bare lige at definere nogle succeskriterier, som kan sikre den positive oplevelse.

Følesmæssigt flosset

Der er et par blogindlæg som vil skrives, men jeg ved virkelig ikke om de ikke går et uklædeligt stykke over grænsen mellem det personlige og det private.

Især når det er så gamle ting.

Så jeg beslutter mig gang på gang om ikke at skrive om den bedste som savnet efter stadigt er alt for råt og åbent. Det er for pokker da kun 22 år siden hun døde alt for tidligt (81 er da INGEN alder, hun kunne altså godt have holdt ud en 20-30 år mere for MIN skyld).

Eller om pigen på den røde cykel, som jeg har så ondt af at det svømmer ud af mine øjne, hver gang jeg tænker på hende.

Hvilket altså sker lidt for tit fordi de der indlæg vender tilbage og banker på, vil skrives, og med sine formuleringer åbner min store sorte mentale kuffert  som ellers er så forsvarligt låst.

Måske skulle jeg alliere mig med nogle kleenex og et par pamol og få skrevet de effing indlæg så de kan ligge i en skuffe.

HA så kan de lære det!

Det er altså lidt for pinligt at skulle blive ved med at forklare familien hvorfor jeg nu igen render rundt og er grådrød i fjæset. Især når jeg faktisk syntes, at jeg har været igennem de emner fra alle vinkler, og burde være kommet så meget videre.

Hell, jeg er sku da så meget videre! På den gode måde.

Måske skulle jeg bare klappe låget i.

Til info.

Ens unger kan godt være på skype, selv om det ser ud som om, de bare hygger sig med at øve engelsk og spille på nettet.

Hvis de er på skype med den der helt nye og helt første kæreste, så skal man ikke vrøvle:

”Anyway, I’ve got to change before we go, ‘cause these pants are really to big and ruined anyway and I should bin them ohh and I’m wearing hyggeskokker too”. 

Højt så ungen med høreapparaterne også kan høre med ryggen til.   

Heldigvis har Datteren arvet min humor og vi tog det med et skraldergrin.

Burde ikke være muligt

Jeg er motorisk idiot og kan falde spontant over alt umuligt.

Men et askebære i fortovet er alligevel det umuligste.

Bitter smag i munden

Mit hoved har summet over mobning de sidste dage.

Et emne jeg ellers troede, jeg endegyldigt havde fået parkeret i min store sorte mentale kuffert med hængelås.

En ting er den mobning der var, noget andet er åbenbart mobning i nutid, af andre mod andre.

Jeg troede faktisk, at jeg var sådan lidt vaccineret. Med fin fornemmelse af hvor grænsen går mellem diskussion af et reelt problem og hetz.

Og så sider jeg pludselig og griner i skæget over at en blondine (”sådan en som altid var populær i skolen og stadig er det”) bliver hængt ud som overgearet tomhjerne. Jeg var endda inde på youtube for rigtig at se hvor dum hun var. Ungerne kom ind og kikkede over skulderen. 

Øj hva’ hun går da helt i mental spagat.

AHAHA

Det smagte bare rigtigt grimt i munden bagefter. Da jeg fik tænkt mig om, altså.

Jeg troede egentligt, at jeg skjult havde fuldt lidt med på den blog, fordi det var sjov satire.

I stedet var det nok bare lækkert at se nogle af de populære få høvl, with the bravery of being out of range.

Sådan kan jeg ikke lide mig selv.

Jeg er ret sikker på, at jeg ikke kan gøre noget ved fænomenet som sådan.

Men jeg kan lade være med at se på, og dermed være en del af det.

Det er alligevel så uendelig ligegyldigt underholdning, hvem der mener hvad om hvilke blogs. 

Tre dage på røven i South Australia

Enhver pseudoparterapeut vil kunne fortælle længe om, hvor vigtigt det er nøje at have afstemt ferieforventningerne i familien, før man tager af sted.

For os har det aldrig rigtigt været et emne gennem 18 års samliv.

De voksne i familien er nemlig to helt fundamentalt forskellige ferie typer, som grundlæggende vil det samme: Manden er rejseautist (sluger rejseguides og kan vejkort, museer og offentligtransportsytemer på fingrene) og jeg er rejsespontanitist (nej se der er en sti… skal vi ikke lige se hvor den ender?). Vi er begge revnende ligeglade med om vi får ALT med, bare det vi når sammen er godt. Vi er fleksible nok til nogen gange at gå med til det, de andre syndes er sjovt.

(En dag på tankmuseum er fx et af Datterens og mine store ofre, eller da Manden og Sønnen sad tålmodigt i en time på en kantsten i Berlin, mens vi andre havde pungen med på tøjshopping). 

Nej Gud giv mig styrke... de har en internetshop! Godt jeg sidder så langt væk nu. Og vi købte altså kun to jakker og en trøje den gang. Tilsammen. På tilbud det hele. Meget stor selvbeherskelse! 

Men rigtigt meget af det sjove er vi enige om: 

Lange gåture hvor stemningen/naturen indsnuses.

Lækker mad.

Eksotiske indkøb (af mad).

Generel afslapning (med mad).

Få nøje prioriterede turistsites, udvalgt fra Mandens lange liste efter devisen hvad har vi mest lyst til lige nu?  

Jeg skænkede derfor ikke forventningskoordinationen en tanke, da vi sagde ja tak til en weekend i South Australia med vores dansk/australske venner. De ville organisere alt, og vise os en masse gode ting på vejen.  

Lækkert, lækkert. Og virkeligt sødt.

Det blev til 3 dage siddende på røven i en bil, mens vi kørte gennem uanede mængder af fladt sheepcountry for at se noget bakkelandsskab (hovedsageligt gennem bilruden), en blå sø, et museum for Australiens første helgen, et "sinkhole", en underjordiskgrotte, et vandfald, kæmpegranplantager og ”gamle” nybyggerbyer.

Alt sammen meget interessant, men vi ville nok have foretrukket at køre mindre, gå meget mere og måske se lidt af det hav vi sov ved siden af, i stedet for at fræse to timer ind i landet lørdag morgen og tilbage igen om aftenen.

Men alt det kunne vores venner jo ikke vide, når vi ikke havde afstemt ferieforventningerne på forhånd.

Desuden kan de ikke holde til at gå ret langt. En weekend tur i vores smag, ville hverken have været sjov eller muligt for dem.

Nå pyt. Vi fik med garanti set ting, vi ellers ikke ville have tænkt over.

 Den blå sø som først bliver rigtigt blå til november?

Sinkhole

Grotten

Det er lige før at dette billede taget gennem sideruden (og de 300 andre af samme slags) er hele weekenden værd i sig selv. 

Jeg har nemlig også noget med horisonter og lys. 

Jeg rykkede ugens langtur til tirsdag, hvor jeg helt måtte opgive at tage den i tempo, og i stedet bestilte tid hos osteopaten. 3 hele dage i bil er mere end mit bækken kan klare med ligevægten i behold.

Løbeugen er alligevel ikke helt spildt: Hvis jeg ikke tænker over det ligger mine intervaller omkring 5:10 min/km… 20 sekunder hurtigere end for 4 uger siden. Så der er håb, selv om det ikke føles sandsynligt med 6:30 for alle 21 km, når jeg ikke end gang kunne holde tempoet 8 km i tirsdags.